[hr.luko]

Som i måske kan gætte ud fra mit brugernavn, er jeg gift med "luko".

Jeg har altid været glad for og stolt af at bo i Danmark, hvor vi jo har et af verdens aller bedste velfærdssamfund. Det var i hvert fald min opfattelse indtil min kone blev syg. Nu er jeg lige knap så sikker på at det er så fedt at bo her mere.

Så længe du er rask og kan klare dig selv er alt fryd og gammen, men skulle det uheldige ske at du bliver syg eller ramt af en ulykke, ja så er systemet ikke længere din ven. Du kan godt få hjælp og det sker da også at sager ryger igennem systemet uden nogen problemer overhovedet (dem hører vi nok ikke så meget om). Der så alle de andre sager, hvor folk gang på gang løber hovedet mod en mur. Sådan som jeg kan se det er tit folk med "skjulte" sygdomme det går ud over.

Dem der er så uheldige at få en af de sygdomme man ikke kan se, det være sig fibromyalgi, depression, angst, piskesmæld osv osv. bliver oftest mødt med skepsis af sagsbehandlere, lægekonsulenter og hvad man nu løber ind i.

Som pårørende er det enormt svært at se på hvad det gør ved, i mit tilfælde, min kone at blive skubbet rundt og rundt.

Jeg får lyst til at blive voldelig, når en sagsbehandler afslutter en samtale med ordene "nu håber jeg da ikke, at vores beslutning om at stoppe dine sygedagpenge får dig til at forsøge selvmord"
Eller når udsagnet fra en sagsbehandler "Så snart du har været længe nok hos din psykiater længe nok til at han kan vurdere dig, så bliver du visiteret til fleksjob" viser sig at være løgn. Heldigvis for mig selv og min familie, kunne jeg aldrig finde på at gøre noget andet end at skrive et vredt brev eller et indlæg på et forum.

Det er hårdt at se på når ens kone bliver gjort mere syg af et system der burde hjælpe og man ikke kan gøre ret meget mere end at støtte, trøste og håbe på det bedste.

Bare lige et surt opstød fra en frustreret mand.

"Ham der ikke håber på at vinde, har allerede tabt" Jose Joaquin Olmedo