Citat:
Oprindeligt indsendt af Vovse
Det gør mig så utroligt ondt, at læse din beretning, sådan en opvækst skal et barn jo ikke have. 
Det glæder mig at læse, at du har haft et godt forløb hos en psykolog og i det mindste er nået så langt, at du kan tackle den slags situationer så de ikke får følger, hverken for andre eller dig selv.
Jeg synes det er flot, at du kan koncentrere dig så meget om, at få ro på, at du ikke hører resten af hvad der bliver sagt.
Det er fint, at det ikke giver problemer i forhold til jobcenteret, men som jeg skrev før kan du evt. snakke med fysioterapeuten om, om hun kan lave et program ud fra de diagnoser du har, og ellers kan hun måske skære nogle ting fra i undersøgelsen, så den i det mindste ikke bliver så lang og omfattende.
Kan det evt. gøre en forskel hvis du har en person (f.eks. din kæreste) med, som du har tillid til?
M.h.t. indkaldelsen til ny speciallægeerklæring. Hvornår har du sidst fået lavet sådan en?
Stod der på den sidste, at din lidelse var stationær?
Hvis der står, at din lidelse var stationær burde det jo ikke være nødvendig med en ny.
Da jeg fik fp i starten af 2010 var min nyeste erklæring min. 5 år gammel. |
Tusinde tak for svar Vovse
Jeg vælger mine kampe, jeg dropper den fys og vil vende fokus mod den speciallægeerklæring. Det jeg skal er at forstille mig den situation og undersøgelse små 1000 gange inden jeg skal derhen, så situationen er blevet vendt og alle tænkelige og utænkelige situationer er blevet vendt, så jeg møder op med ( for mig ) sindsro, og er bevidst om at det ikke er en pervert der står og tager i mod mig til den undersøgelse.
Og vælge både fys og den erklæring undersøgelse vil være for mig selv om jeg kæmper, en total sikker nedtur da det ville være alt for meget at gabe over. At vælge fyssen fra vil også give mere ro mod fremtiden, for så skal jeg og min ryg kun fokusere på arbejdsprøvning og være tro mod mig selv der.
For eftersom at jeg fik tæsk når jeg prøvede på at sige fra i min barndom, så har jeg ekstremt svært ved at sige fra den dag i dag. Og ender altid med at overbruge mig selv, jeg er blevet lidt bedre men det er ikke længere siden end sidste arbejds prøvning at det ikke lykkedes mig at sige fra og passe på mig selv.
Så min værste fjende her ud over kommunen, er faktisk mig selv og det er sgu lidt sørgeligt at skulle erkende. Folk siger du skal jo bare lade være når det gør ondt, der sidder bare en lille stemme inde bagved der bliver ved med at presse på, og uanset om selv godt ved at nu er jeg sgu på vej til at overbruge sig selv, så formår jeg sgu ikke at bremse mig selv, der er også en stor del af mig der elsker at arbejde og være aktiv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, så det lyder " fornuftig " i jeres ører
Ang at tage en med til en evt undersøgelse, så vil det ikke være godt for mig da jeg så ikke kan nøjes med at ligge fokus på kun en person, og det at skulle koncentrere mig om to personer når jeg har det rigtig skidt og er presset ville vælte glasset for mig
Vovse det er virkelig dejligt med noget feedback og hjælp fra dig, det sætter jeg stor pris på
Citat:
Oprindeligt indsendt af lgkh62
Kære Trex
Tak fordi du fandt overskud til at dele din historie.
Jeg tror ikke nogen kan gå igennem det du har uden at få tilbageblik - tilbagefald og hvor er det stort du alligevel kan sætte ord på og komme videre.
Min dybeste respekt for din kamp !
De kærligste hilsner lgkh62
|
Lg
Jeg blev rigtig rørt over dit indlæg,
det er mennesker som dig og Vovse og selvfølgelig alle de andre der kigger med, der gør det hele værd at åbne sig og fortælle sin historie for jeg kan fortælle med 100% sikkerhed at grunden til man ikke ser flere historier som min er fordi folk er pisse bange for at man syntes mindre om dem når de åbner op og fortæller deres skæbner og det de har været igennem. Tusinde tak
Jeg håber andre vil følge mig, og fortælle deres historie. Det er sindsygt hårdt og jeg har været ved at slette min historie de første 100 gange i dag. Men det gode er at selv om man oplever alt det lort igen når man skriver sin historie, så hjælper det en at komme ud med det, og jo mere man snakker og skriver om det, jo nemmere får man ved det og jo nemmere kan man håndtere det ude i det virkelig når monsteret dukker op ud af det blå
Igen tusinde tak