[LUM]

Om nogen kan jeg forstå din fustration afmagt og skyldfølelse... følelsen af bare ikke at kunne slå til og gøre det godt nok.

Nu kender jeg heldigvis ikke personligt til paranoid skitzofreni, men jeg kan da kun forestille mig at det absolut ikke hjælper på hvordan tingene ser ud hjemme hos dig.

Men lidt heldig er du dog, for os er det UMULIGT at få en diagnose på ungen, hvilket jeg faktisk slet ikke forstår, for der er absolut ingen tvivl om at der er "noget" det kan vi så lige sætte sammen med at hele min familie er ADHD´ere, vi har uden tvivl den arvelige type.

Men næ næ PPR røvrander os (de har lige gjort det for 2. gang ved barte at blive væk fra et møde) skolepsykologen, er meget vævende fordi knægten fungere rimelig fornuftigt, og er i top 3 bogligt i hans klase, og vi ellers er en velfungerende familie.

Jo han fungere rimeligt, men sætter vi ham i en alm folkeskole, holder han ikke 3 måneder, og det er psykologens egne ord, men så længe han bliver på friskolen, som har tilpasset undervisningen til ham, og lader ham få lov til at dampe, sååå.

Og egen læge er værgen til at hugge eller stikke i.

Det farmer flot vi som familie kan ikke få en prut hjælp til at få hverdagen til at fungere, vi er sten sikkert 2 med ADHD, og hvad mine øjne ser er vi sikkert 3, ud af 5... tal lige om kaos. Altså jeg ved godt hvad vi bør få gjort, men meg evner ikke at føre det ud i livet, og har minus støætte til at holde fast i evt tiltag, fra gemalen.
Samtidig ser jeg en dreng der nok er 1-1½ klassetrin over hans alder, men som socialt har det af H til, og en dreng der har det dåårligt med sig selv, og jeg står bare her og kan absolut intet gøre for at hjælpe ham for jeg evner det ikke pga min egen ADHD.

Det kan så godt være det er fint nok så længe han bliver på friskolen, men med 5 mennesker der skal leve af en indtægt, fordi jeg er smidt ud af systemet, så har det altså en stakket frist, for satsen for økonomisk friplads er så lav at det er lige før selv ikke en KHJ modtager vil kunne få det.

Så jo jeg kender til din fustration, bare at kunne stå på sidelinjen og vente på at det går HELT galt, for før det ER gået galt, er det nærmest umuligt at få nogen form for hjælp til noget som heldst. Det gør s q ONDT bare at kunne stå og se på at ens familie mistrives, se hvordan det skader samtlige familiemedlemmer.

Men det aller mest skræmmende er at det ikke kun er for os der end ikke kan få en diagnose den er gal, den er næsten lige så gal for dem der har diagnoserne, det åbner kun døren på klem, og bag ved står en kæmpe på hundredetusinde tons, og der er kun en til at skubbe.

Hurra for et velfærdssamfund.

Jeg håber I har det som os, i perioder er der nogen lunde roligt, NYD dem og ikke mindst udnyt dem, det bedste du kan, om det skal være til en omgang selvforkælelse til dig, så du kan slippe lidt væk og trække noget luft, eller om det skal være til at lave noget sammen og få succes, eller...
Desværre er de perioder, i hvertfald for os alt alt for korte, er vi virkelig heldige har vi lidt mere end en halv dag, og så er freden forbi (så den der med at mor planlægger lidt mor tid, den går ikke) Når det er aller værst, har vi opdaget at vi kan smide en film på, meget med gerne min søsters børn eller far til fire, så falder der lidt ro på gemakkerne, og vi kan lige trække lidt luft, altså naturligvis kan vi ikke side og se film hele tiden, fx under tandbørstningen, det vil også ødelægge effekten *gg* men bare det at vi har fundet noget der virker (såååån da) og vi ved den mulighed er der, hjælper lidt på den daglige tonsen rundt.

Og så slår jeg tit i gennem, med NU skrider jeg... jeg smutter ikke på DEN måde, men tager pc´en 1½ time eller fordufter over til min veninde, eller bare går en tur alene, og så på de her hjemme ski sejle som det passer dem. Det har taget tid at lære at gøre, men nu hvor... såååå det virker altså.