Hej!
Jeg er i den situation, at jeg har ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg tænker derfor for meget over det at være sammen med andre mennesker, og derfor har jeg ofte svært ved at komme ud ad døren. Desuden giver personlighedsforstyrrelsen mig en lav stress tærskel, og jeg får derfor ofte depressionssymptomer ved stressende aktiviteter.
Jeg har ofte sagt til mine (efterhånden mange forskellige!) sagsbehandlere, at jeg gerne ville søge om førtidspension, men blev i de første par år fejet af med ordene: "Det er helt umuligt, du er jo ung".
Nu, efter meget kamp, har jeg endelig fået gjort klart, at jeg mener, at førtidspension er det rette for mig, men så skal de jo lige vurdere min arbejdsevne....
Problemet er så, at arbejdsprøvningen er en meget stressende aktivitet for mig, og jeg har meget svært ved at gennemføre aktiviteter, som varer længere end en måned. Jeg begynder hurtigt at få ekstra svært ved at komme ud ad døren: jeg skal kæmpe med mig selv hver morgen, jeg skal ud ad døren, selv om det kun er 1-2 dage om ugen. Og på trods af, at det kun er så få dage om ugen, er der ofte dage/uger, hvor jeg må give op og melde afbud.
Sådan går det i ca. 1-2 mdr., til jeg går helt ned med depression, selvmordstanker og andet godt. Det tager mig ca. 3 mdr. at komme ovenpå igen.
Jeg har tidligere været i arbejde og på uddannelse, og senere (under kommunen) på kurser, i praktik og en arbejdsprøvning, som alle endte sådan, men ved arbejdsprøvningen udtalte leverandøren, at de ikke kunne vurdere min arbejdsevne, da jeg ikke havde været der nok!
Efter at have fået depression af at kæmpe med stress, planer og folk, som ikke fattede mit problem i 2 mdr., var det, hvad jeg fik ud af det! Røv og nøgler!
Min nye sagbehandler vil nu sætte mig igang med endnu en arbejdsprøvning - fair nok, de skal jo have en vurdering - men jeg er bange for, at det ender op på samme måde. At der ikke kommer nogen vurdering ud af det, og så kan jeg jo stadig ikke søge om pension, og rimeligvis have bare en lidt bedre chance for et godt resultat. Så er bange for, at "kassen" endnu engang ikke passer!
Jeg kan heller ikke deltage i længere behandlingsforløb, da man jo skal møde op og helst hver dag!
Min psykiater har udtalt, at der ikke er mere at gøre behandlingsmæssigt, og at min arbejdsevne er ubetydelig. Kommunens lægekonsulent er enig i, at der ikke er mere at gøre medicinsk, men at der skal forsøges med sociale metoder (kan ikke huske præcis formulering), så nu har jeg søgt om - og fået - en hjemmevejleder.
Men min sagsbehandler hænger fast i, at der i deres lægekonsulents udtalelse siges, at min sygdom/tilstand ikke er dybere liggende, og at de ikke giver førtidspension på grund af det. Jeg har haft problemer med det, siden jeg var teenager, og jeg har svært ved at se, at det betyder noget, om det er dybere liggende eller ej. Resultatet er jo, at jeg ikke kan arbejde/forsørge mig selv.
Så jeg vil høre, om der er nogen, som har ideer/erfaringer til, hvad jeg gør?
Mange hilsner
1beautiful day