[Strandpigen]

Interessant emne. Det med at slippe ens arbejdsidentitet består af to ting, tænker jeg:

1. Hvordan har jeg det selv med det?
2. Hvad tænker andre om mig?

Det første har jeg ligesom gisne haft forbløffende nemt ved, selv efter en lang akademisk karriere. Da jeg først havde erkendt, at det ikke var muligt for mig at arbejde, heller ikke bare et par timer om ugen, var der ikke anden vej end pension. En pension, som giver meget livskvalitet, da jeg nu har overskud til at se mennesker etc. Dvs jeg er mor, veninde etc i stedet for bare at være syg. Jeg har mange interesser. Har dog stadig meget få kræfter.

Det andet er noget sværere, men jeg prøver på ikke at lade mig påvirke af den 'tone', der er i samfundet over for folk på overførselsydelser. At man ikke er noget værd, hvis man ikke kan arbejde. At man skulle være uden for fællesskabet: Sikke dog noget vrøvl! Der er andre fællesskaber end arbejdsfællesskabet, og jeg er en del af mange fællesskaber, foreninger og netværk. Prøver også med mine begrænsede ressourcer at hjælpe, hvor jeg kan.

I forhold til at forklare mig over for nye mennesker ("hvad laver du så?") har min psykolog anbefalet, at jeg har forskellige versioner klar, som jeg kan anvende alt efter situationen/personen. Man er ikke forpligtet til at fortælle hele sin sygehistorie til hvem som helst, så det er ikke altid jeg siger, at jeg er uden for arbejdsmarkedet, men ofte gør jeg det. Der bruger jeg min mavefornemmelse.