Citat:
Oprindeligt indsendt af Sailaka
Selvom man har fået diagnosen fibromyalgi og en arbejdsprøvning har vist en rest arbejdsevne på kun et par timer om dagen, kan der desværre stadig være lang vej til en afklaring (førtidspension).
Det store problem i dag er, at en sagsbehandler simpelthen har for mange klienter på en gang og at der altid er nogen klienter, som er mere syge end en selv (måske endda døende) og derfor ifølge sagsbehandleren skal afklares først.
Når sagsbehandleren så endelig får tid til at gå igang med at forberede ens førtidspensionssag, finder vedkommende hurtigt ud af, at diverse speciallægeerklæringer/arbejdsprøvningsresultater er blevet for gamle (sådan nogle skal helst ikke være ældre end 4 måneder) og derfor skal man igen arbejdsprøves og til nye lægeundersøgelser.
|
"Sjovt" at det jeg selv skrev dengang, nu er blevet til virkelighed i forbindelse med min egen sag. Det tog min ny sagsbehandler hele 6 måneder at finde ud af, at man åbenbart skal have haft diagnosen fibromyalgi i mere end 3 år, før den bliver taget alvorligt (hvor står det egentligt henne?). Samtidig er alle mine speciallægeerklæringer blevet for gamle (ja det er jo klart, når kommunen er så langsomme i sagsbehandlingen). Allerede i oktober måned sidste år fik jeg skrevet og udfyldt min del af ressourceprofilen i forbindelse med en aftale med sagsbehandleren, om at denne ville påbegynde arbejdet med at søge om en førtidspension til mig, men INTET er der sket i min sag før nu, hvor hele situationen altså nu pludselig er blevet nulstillet.
Med andre ord: De 19 ugers helvede jeg i sin tid kæmpede mig igennem i forbindelse med afklaringskursus og arbejdsprøvning, har været til ingen verdens nytte. Det samme kan jeg sige om psykiater og reumatolog undersøgelserne.
Nu skal jeg så hele turen igennem igen med nye lægeundersøgelser og en ny arbejdsprøvning. Det har jeg meget svært med at overskue og endnu sværere med at acceptere. Jeg må være ærlig og sige, at jeg er bange for, at arbejdsprøvningen varigt vil forværre mit helbred endnu engang, for det kan jeg jo føle på min krop, at den sidste gjorde og den ligger efterhånden et par år tilbage.
Min sagsbehandler skriver i et brev, at fordi jeg kun er i 30'erne, så kræves det, at man virkelig er invalideret for at opnå førtidspension og at sagsbehandleren ikke vurderer, at jeg er det. Brevet læste jeg lige efter, at jeg havde kæmpet mig igennem en almindelig tøjvask, hvor jeg var blevet nødt til at holde pause med at lægge det tørre tøj på plads pga smerter i hele overkroppen. Jeg må indrømme, at jeg først troede, at brevet var ment som en sen aprilsnar, for hvordan kan man dog komme til en sådan konklusion, når man ikke er uddannet læge og tillige ligger inde med speciallægeerklæringer og en ret udførlig konklusion fra en arbejdsprøvning der i mine og andres øjne beviser det modsatte?
Jeg overvejer nu at søge førtidspension via §17 (som sagsbehandleren i brevet skriver, at jeg vil tabe), eller at få fat på en advokat, for jeg er ret stædig og det her svineri og kassetænkning fra kommunens side vil jeg simpelthen ikke finde mig i, men det er jo svært at gå igang med kampen, når de fysiske og økonomiske ressourcer er så små.