JA Hejdien, jeg var sgu mere isoleret da, jeg var i kommunens system, efter hvert møde, som foregik 25 km væk fra min bopæl, kunne jeg være sikker på at jeg ikke kunne mere den dag, og sommetider også den efterfølgende.
I tiden med arbejdsprøvning, var mine kræfter opbrugt når jeg kom hjem, det gik ud over familien, ungerne fik ikke hjælp til lektier (manden kunne ikke hjælpe da han er stærkt ordblind) svigermor måtte komme og hjælpe med rengøring og maden. Manden havde travlt med børnene og at hjælpe mig med personlig pleje. De fleste dage måtte jeg tage hjem før tid, eller ringe til svigermor der så kom og hentede mig fordi jeg ikke kunne køre bilen.
ALT blev sat på standby, mit og familiens sociale liv var ikke eksisterende. Vi overlevede kun.
Alt dette forværrede min sygdom, og jeg kan nu i dag ikke engang vride en karklud og tørre støv af, jeg kan på gode dage selv ordne vasketøjet.
At være i bad, tager så mange kræfter, at jeg kun gør det når manden kommer hjem, han skal nemlig for det meste hjælpe mig i tøjet bagefter. Hver morgen gi'r manden eller de store unger mig strømper på, gør de ikke, jamen så må jeg bare fryse fusserne
Puha, minderne kom lige op til overfladen, så skulle lige ha' det ud.
Mon ikke også det kan gi' dig Nanna et indsigt i hvad der sker i en familie med sygdom.
Ja der er mange fordomme mod de usynlige sygdomme, du skal helst ha' brækket noget, gipsen kan man jo se
Men jeg vil nu stadig ha' ret til at gøre noget ud af mig selv, det gi'r da en vis selvtillid og velværd, at man er velsoigneret og almindelig pænt klædt på.
Stoktoft