Se enkelt indlæg
Gammel 18-01-2021, 09:49   #65
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ikke flere men færre og bedre anbringelser

https://sn.dk/Debat-/Ikke-flere-men-...H36UZmxMypq8ko

Af Kurt Bengtsen, socialrådgiver

Nytårstid og også statustid.

Jeg ønsker mere fokus på familiepolitiske problemstillinger. Mere støtte til vurdering/udvikling af forældreevnen og fokus på en vilje til en positiv forandring i forældreskabet.

Det er nu et år siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale proklamerede, at hun ville være børnenes statsminister, og at der skulle anbringes flere børn. Jeg sad der i mit fineste tøj og var ved at få champagnen i den gale hals. Havde hun så endda sagt bedre anbringelser, men det sagde hun jo ikke.

Man starter vel ikke med en anbringelse, når man skal støtte op omkring en udsat familie. Jeg lærte engang som nyuddannet socialrådgiver, at man starter med den mindst mulige indgribende foranstaltning. Det kan man jo ikke just sige er en anbringelse. Specielt ikke, når man taler om en akutanbringelse - uden forældrenes samtykke.

Det lyder helt vildt gammeldags her i begyndelsen af 2021 at tale om forebyggende arbejde. Men det virker. Måske ikke så hurtigt, som politikerne kunne ønske sig. Men på langt sigt er det både billigere for samfundet og bedre for familien som helhed.

Så galt kan det gå

Den meget skræmmende og tankevækkende tv-serie »Ulven kommer«, hvor et søskendepar anbringes akut efter en underretning fra deres lærer, viser, hvor galt det kan gå. Underretningen gik på, at der blev udøvet vold i familien af stedfaderen. Godt nok bliver børnene hjemgivet efter et traumatisk undersøgelsesforløb med alverdens instanser indblandet. Men familien er totalt splittet og ægtefælderne gået fra hinanden.

Det er svært at forestille sig, at der på noget tidspunkt kan etableres et konstruktivt samarbejde med disse forældre i respekt for og til gavn for børnene. De har trods alt kun de forældre, de har - på godt og ondt. Var der nogle, der sagde blodets bånd?

Endelig kan man jo heller ikke forestille sig, at sådanne forældre ville bede kommunen om hjælp, hvis det skulle blive aktuelt en anden gang.
Socialpolitisk har der igennem årene været en tendens til enten at fokusere på forældrenes rettigheder/behov eller børnenes.

Hvorfor skal det altid være enten sort eller hvidt? Hvorfor ikke et både og ikke et enten eller. Det, synes jeg, passer bedre til den virkelighed, jeg - som socialrådgiver igennem 30 år - har oplevet. Min erfaring stammer fra ansættelser på henholdsvis behandlingshjem for tilknytningsforstyrrede børn og familiebehandling i dagregi.

På behandlingshjemmet blev børnene anbragt - om muligt -planmæssigt og om muligt med forældrenes samtykke. Men i den forudgående udredning indgik en vurdering af forældrenes ressourcer, børnenes relationer/tilknytning til henholdsvis deres mor og far og forældrenes vilje/evne til en positiv forandring i familien, som helhed.

Sigtet kunne godt være, at barnet skulle hjemgives efter endt behandling, men nogle gange endte med en mere varig anbringelse eksempelvis i familiepleje. Når der var skabt en positiv relation til forældrene, ville det i de fleste tilfælde også være muligt at få dem til at samarbejde. I den fase flyttede fokus sig fra at være forældre på fuld tid til at være en form for deltidsforældre med en kontinuerligt kontakt til barnet. På den måde oplevede de ikke at blive kasseret som forældre, og man kunne i bedste fald få dem med som medspillere.

Varigt misbrug

Igen, det er ikke sort og hvidt ude i den virkelige verden. Selvfølgelig har jeg også mødt familier/forældre, hvor man var nødt til at vælge imellem forældrene og barnet. Dette for at sikre barnet en barndom i et trygt, stimulerende og omsorgsfuldt miljø.

Hvis valget falder på at prioritere barnet, er det fordi, der er tale om forældre, der ikke er i besiddelse af en vis grad af forældreevne, som kan udvikles. Her taler vi om varigt misbrug, kronisk psykisk sygdom, udviklingshæmning og så videre. Med håbet om, at vores socialminister lader sig inspirere af ovenstående, når nu barnets lov skal udformes i de nærmeste måneder. Måske kunne det ende med, at det blev familiens lov i stedet for. Man har jo altid lov til at håbe.


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat