At være godkendt til fleksjob som 25-årig er både livgivende og nedtrykkende - livgivende, fordi jeg trods min skizofrenidiagnose er blevet givet en chance på arbejdsmarkedet (hvis jeg da formår at finde ansættelse), men også nedtrykkende, da jeg aldrig har rigtigt har prøvet at været på arbejdsmarkedet på normale vilkår, og muligvis heller aldrig kommer til det. Nu skal man aldrig sige "aldrig", og det er da også muligt at lægevidenskaben finder en form for vej mod lindring eller kurering af min type diagnose.
Om systemet skal det dog siges, at muligheden for at blive godkendt til fleksjob i mine øjne er fantastisk - jeg ved ikke hvordan det fungerer andre steder i verden, men jeg værdsætter ikke at blive parkeret på enten "hjælpen" eller en pension resten af mine dage, når jeg nu er så "hellbent" på at vise omverden at jeg for pokker da må kunne være til nytte
et eller andet sted.
Så..."good luck" til mig, I guess...
