Hejsa
Jeg har kikket lidt med i gamle tråde og der her syntes jo som stedet ved nogle virkelig kompentente mennesker. Kort sagt vil jeg høre om man som psykisk sårbar og psykiatrisk patient har ret til en bisidder, evt. en af kommunen betalt person?
Lige lidt kort om min historie, undskyld hvis det bliver alt for rodet, det ER rodet, men jeg skal gøre mit bedste.
Jeg er uddannet grafikker og arbejder efter endt uddannelse ca. 4 år på fuld tid. I 2002 bliver jeg gravid med mit første barn, en kompliceret graviditet som ender i en traumatisk fødsel. Den første tid er langt fra en rosenrød babytid, men vi klarer det og hun begynder i en fantastisk dagpleje da hun er 11 md.
Jeg arbejder så et år på samme arbejdsplads under stigende pres fra ledelsen som ønsker at få min barselsvikar istædet for mig. Jeg kæmper rigtig hårdt for mit job og har bla. kun 1 sygedag det år, bare i håb om at kunne please og tilfredsstille dem. Men det ender jo med en fyrring, bla. fordi de kan måle at jeg slet ikke er effiktiv nok!
De næste par år har jeg enkelte job, men bliver hver gang fyrret inden prøvetiden er omme.
I 2006 får jeg barn nr. 2 efter normal fødsel og graviditet og alt ser godt ud, tror vi. Indtil hun begynder at få uforklarelige anfald, som vi i starten slå hen og ikke bekymrer os så meget om.
Da hun er 1 år i 2007 starter hun i dagpleje og jeg starter op i et nyt grafiker job. Lykken er dog kort, for hun får et rigtig krampeanfald i dagplejen og kommunen nægter at tage ansvar. Jeg bliver fyrret, da jeg stadigvæk er i min prøvetid og en lang kamp for at få hende udredt begynder. Først får jeg dagpenge, da sygehuset ikke mener hun fejler noget alvorligt. Men så får hun endnu et krampeanfald som jeg får filmet og så får hun diagnosen epilepsi. Så fra juni 2007 bliver jeg første gang bevilliget 37 timers Tabt Arbejdsfortjenste efter §42. Men kun i 3 md. og sådan fortsætter det, en 3 md. 1 md. somme tider 4 md.'s bevilling af gangen imens man arbejder på en mere sikker diagnose og behandling.
Jeg påbegynder et forløb hos en psykiater som resultere i en ADHD diagnose i april 2009 og heraf opstart på medicin. Pludselig er der meget i mit liv som giver mening og jeg får det godt med hjælp fra medicin og psykoedukation.
Min datter havner så hos børnepsyk. som giver hende en diagnose på emotionel forstyrrelse, men mener i øvrigt ikke hun har brug for hjælp. Så min TA bliver frataget mig og maj 2010 melder jeg mig ledig.
Vi forsøger at få vores datter til en ny specialist da hun stadigvæk uforklareligt mister tonus som resulterer i fald. Hun er også meget træt med alt hvad det medfører. Men vi har fået en ny speciallist men stadigvæk ingen diagnose. Har en ankesag kørende på 5. måned hvor jeg har søgt TA §42 igen.
Nå men tilbage til mig selv. Jeg er ledig, får ingen hjælp fra kommunen, men finder med min mands hjælp en privat praktik, som man jo skal efter 9 md.s ledighed. Jeg kollapser dog få dage før jeg skal starte op og nu er jeg så sygemeldt med en alvorlig depression, hvor min læge var tæt på at indlægge mig, pga. selvmordstanker. Kort sagt jeg har det virkelig af ******* til.
Jeg skal i behandling amb. på psykiatrisk afdeling om en måned og er lige startet med antidepressiv medicin oveni min ADHD medicin.
Det er muligvis svært at læse i mit indlæg
men jeg er faktisk meget intilligent og meget stædig. Jeg kender mig selv og min krop godt og ved at den her nedtur har været længe undervejs, men jeg kæmper til sidste blodsdråbe, så at sige. Jeg tror ikke at jeg de næste 10-15 år, måske aldrig, bliver i stand til at påtage mig et normalt arbejde på 37 timer. Men jeg vil virkelig gerne arbejde og bidrage til samfundet.
Men pga. min ADHD har jeg virkelig svært ved at kommunikere, sådan verbalt. Jeg kan ikke aflæse kropsprog særligt godt og jeg nærer en dyb mistro mod systemet som har svigtet mig så mange gange. Forsøger dog på ikke at bære nag og istædet betragte socialrådgiverene, læger, pædagoger som velmenende mennesker som dog ikke altid forstår mig. Da jeg er sådan en sælsom blanding af styrke, viden og idioti eller det vil sige at lige pt. er jeg bare 100% idiot da depressionen har sat en stopper for den sidste rest af tankevirksomhed.
Jeg har jo kun været sygemeldt et par uger og kan jo for tiden intet, men tiden går og pludselig rammer man jo de 52 uger. Jeg håber/regner jo også med at få det bedre så der kan være mulighed for en arbejdsprøvning som forhåbentlig kunne munde ud i en bevillig af flex...
Nogle gode råd til mig evt. andre med lignede diagnoser og forløb modtages gerne, samt besvarelse på evt. spørgsmål.