Citat:
Oprindeligt indsendt af FrkNorden
Åhh sødeste Lotte1977.... 
Jeg kan sååååå godt følge dig i det du siger. Min ex gik fra mig 3 måneder efter jeg blev sygemeldt første gang. Blev dengang erklæret svært kronisk depressiv. For ham var det for meget. Jeg var 31. Lige om lidt er jeg 35 og har været single siden ham og mig. Jeg har fravalgt forhold med en ny mand, for jeg er nødt til at finde mig selv i denne sygdom først. 
Og sådan som min kamp med kommunen påvirker mig, tror jeg det er klogt. Jeg er for 3 måneder siden erklæret bipolar - blandingstilstande mest med lange depressive perioder. Og puuuuuh hvor har det været en øjenåbner for mig. Alt jeg har kæmpet med gir pludselig mening. Og jeg tror at når min kamp med kommunen er slut vil jeg MÅSKE turde prøve at få en mand ind i mit liv igen. For ja jeg er syg, men jeg er medicineret og er da blevet mere stabil, omend jeg som alle andre syge hurtigere blir stresset, træt, ked og alt det der...
Måske vil en mand acceptere det og måske vil han ikke. Jeg holder mig en del for mig selv i øjeblikket, for som dig - og mange andre - føler jeg ikke jeg har så meget at byde på. men spørger jeg de få veninder jeg har, elsker de mig for den jeg er. De ser ikke syge mig, til trods for sygdom er så stor en del af mig. De ser at jeg har så meget næstekærlighed, omsorg, humor og en masse andet... Og lige netop det de ser, glemmer jeg ofte selv... Og det lyder til at du har det på samme måde...
Jeg har ingen børn, jeg har bare mine 2 katte - hihi.... Men jeg passer dem men hjerte og sjæl - de betyder ALT for mig. Og det samme gør du jo med dine børn...
Ensomhed når man er syg er vist meget normalt... Og jeg går heller ikke ud og fortæller andre at jeg er syg og ikke ved hvordan min sag ender... Jeg er flov over det, selv om jeg ved jeg ikke kan gøre for det. Derfor NYDER jeg at være på K10... Lyder underligt at sige man er glad for at være på et site, hvor folk er syge og kæmper for deres eksistens. Men det at vi er "ens" - fysisk eller psykisk syge er fuldstændigt ligegyldigt... Her er ALTID støtte, et kærligt spark i røven og nogen der lægger øre til...
Så velkommen til, brug os - der er ingen der kritiserer di/os for det vi er. Og hvem ved, måske er der en super god mand i nærheden af Odense, som læser dette og tænker at han bare er NØDT til at kontakte dig... Og måske det samme gør sig gældende med pigerne... Nye veninder kan man altid bruge, ikk'? |
Blev helt rørt af dit indlæg. Tak fordi du er så åben og ærlig
Men føler du aldrig at du er ved at blive sindssyg? (mere end vi er i forvejen
Jeg tænker, at rende rundt med sig selv hele dagen, med sine tanker, selvlede ect?
Håber også en dag jeg finder en mand der bare forstår...bare er der...bare accepterer mig...bare elsker mig som den jeg er...
Men findes de overhovedet???
Veninder har jeg heller ikke mange af, da jeg oprindeligt er fra Århus, men bosatte mig her sammen med mine børns far. Dog er en flytning udelukket, da vi deler børnene 7/7 og de trives super i den ordning...
Hmm....mit liv minder mest om en der er i fængsel...dog er det mig selv der lukker verden ude...
Kram