[Nusli]

Det hvor jeg synes det er sværest, er overfor mine børn og børnebørn, jeg vil så gerne kunne noget sammen med dem og så bliver jeg så ked af det når jeg endnu engang må erkende at det kan jeg ikke/må give op undervejs., Jeg har det også sådan at jeg rigtigt gerne ville enten accepteres (hvilket jeg ikke bliver af det offentlige, er jo netop blevet raskmeldt af Jobcenter Skelbækgade jvf tråden "§17" og skal være fuldt arbejdssøgende) og når det ikke kan lade sig gøre, så tænker jeg også meget på at få fred, jeg ville også meget gerne møde min mor igen, hun døde da jeg var 19, men jeg kan heller ikke være bekendt at påføre mine børn den smerte at gøre en ende på det, selv om det er det jeg helst ville....

Det er for hårdt at blive ved sådan...