Oprindeligt indsendt af hansemand
Men HELT SIKKERT også et kæmpe et af slagsen, til Hejdien og Webmaster, for opstart af denne side, som jeg hverken havde energi eller fantasi til at gætte på eksisterede, endsige lede efter, da jeg selv var igennem møllen, nogle år tilbage.
I virkeligheden er det jo ofte følelsen af af være alene i hele verden mod Systemet som tapper os, sender os ud i tvivl, selvbebrejdelser, søvnløse nætter med endeløse tvangstanker, og tilsidst idéen, om at gøre en ende på det hele.
Og nogle gange ER vi, af mange forskellige grunde, helt alene, og menneskedyrets psyke er ikke skabt til dette.
Derfor kan værdien af fora som dette ikke roses, hyldes og støttes nok.
Fordi der udover tips og råd også uddeles cyberknus og næstekærlighed, og
dermed indgydes små øer af håb, som vi for et øjeblik kan sidde og trække vejret på og finde kræfter, til næste skridt i kampen.
Noget jeg finder umanerligt krepérligt er, at mange af dem der netop er meget/helt alene, desværre lider af angst og ufede relationer til transport, menneskemasser osv, og hvor VILLE jeg dog gerne samle folk i håndterbare grupper, til noget sommersamvær, der handlede om at grine, knuse, lave mad, synge sange og fortælle røverhistorer fra alt andet det problemfyldte sygdomsliv - fordi DET er noget mange af os trænger til, og det er i den slags samvær man især finder styrken til at tage de andre kampe.
Det er jo ulideligt, næsten kun at have en identitet i sin sygdom/lidelse/underskudskamp, og er med til at de mindre "gavmilde" sider af psyken langsom tager over - "survival of the fittest" gælder på alle planer!
Hmmmm, måske vi alligevel kunne finde på noget - det kommer i en anden tråd...
Igen TAK, også til de andre lynhurtige paragraf-eksperter - det ER i nøden man skal kende sine rigtige venner!
|