Hej alle sammen
Jeg er en 19 årig (20 år til sommer) og jeg gik i dec 09 helt ned og blev indlagt på Augustenborg for anden gang i mit liv, der dog ikke ville udrede mig, jeg snakkede ikke med en læge eller noget og var der egentlig bare. Jeg fik en udskrivelsesdato og havde sagt at så snart jeg fik den lukkede jeg ned automatisk. Der skulle være stort jule-tam-tam med alle de andre på afd forældre og venner og jeg kunne slet ikke overskue det og blev meget angst og udskrev mig selv. Jeg får få dage inden jul et BREV om at de har observerede mig under indlæggelsen og har stillet diagnosen Borderline (emotionelt ustabil personlighedsstruktur Borderline) og jeg er noget forundret da jeg netop fik af vide at de ikke ville observere mig som sådan, ikke ville udrede mig og jeg bare skulle være der for at slappe af.
I februar 10 får jeg yderligere diagnoserne ADHD og Fjernet fra barndomshjemmet. Jeg har i en del år været tilknyttet Augustenborg ambulant og det er der jeg får de to diagnoser. De ville ikke udskrive medicin før jeg havde en kontaktperson der kunne komme hver morgen og sørge for at jeg fik den. Jeg havde en alm kontaktperson og skulle så rykke over i special/eller socialpsykiatrien og have en ny. Han lovede Augustenborg guld og grønne skove og sagde at han selvfølgelig ikke kunne møde op men kunne ringe og det godtog de da han lovede det. Første dag da jeg skal starte på medicinen sover jeg hos min mor og hun vækker mig så jeg får medicinen og han skriver først kl 10:45 ca at han havde glemt det. Jeg skriver så noget med at så var det godt jeg have sovet ved min mor. Så bliver han sur og skriver at det satme ikke er hans ansvar at jeg får min medicin og det skal jeg selv tage, han anbefaler at jeg bruger min tlf og selv husker det fremover. Tak for kaffe!
Jeg møder ham tre gange og hvergang er han noget underlig at være sammen med, kender ikke rigtig til mine diagnoser og hvorfor jeg reagere som jeg gør. Han siger ikke noget og spørger knapt nok om noget og jeg ævler så bare om en masse ligegyldigt da jeg hader stilheden i en "samtale" og bliver endnu mere angst end jeg allerede er i forvejen. Han siger så på et møde hvor min mor og sagsbehandleren i socialpsykiatrien er med at han ikke vil samarbejde med mig?? Øhm, okay?! Inden da forsøger han at få det til at lyde som jeg ikke vil samarbejde med ham og jeg var slet slet ikke forberedt på dette da jeg ikke havde dannet mig en mening om ham udover at han næsten ikke snakkede men til sidst efter min mors pres sagde han så at han ikke ville samarbejde med mig.
Sommerferien skulle overståes og jeg ville blive indkaldt til nyt møde med ny kontaktperson. Jeg bliver indkaldt og han står på listen over deltagende. Jeg spørger hvorfor han skal med da han som hun selv sagde var taget af. Jeg får af vide at jeg bare skal møde op og lederen er der. Jeg hader møder og det ved de alle sammen og siger at jeg har meget svært ved at skulle møde op når jeg ikke ved hvad der skal ske.
Jeg kommer derop og får af vide at vi skal starte forfra og se fremad.
Det gik jeg selvfølgelig ind i da jeg virkelig gerne vil have hjælp og tidligere på institution og af kommunen blevet set på som en der ville have sin vilje og det skulle jeg ikke have! Dog efter første møde kan jeg slet ikke holde ud at skulle se ham og jeg spørger ham også flere gange hvorfor han ikke ville samarbejde med mig dengang da jeg ikke kan se fremad uden at vide hvorfor det gik galt. Jeg får aldrig svar på dette og ignorere således bare hans smser og opkald.
Jeg skal på møde i Augustenborg med både lederen, socialrådgiveren fra specialrådgivnigen, socialrådgiveren fra jobcenteret,psykologen på augustenborg og en sygeplejerske.
Det første lange stykke tid syntes jeg ikke det fungerede og de forstod ikke hvad jeg sagde og fik ligesom fordrejet mine ord. Men så faldt ti øren, psykologen spurgte om den relation skulle genopbygges for enhver pris og lederen svarede at det skulle den selvfølgelig ikke og de ville kigge efter en ny kontaktperson.
Jeg fik et super godt indtryk af den nye kontaktperson og tænkte yes det her det kommer til at fungere. Jeg har haft mange forskellige kontaktpersoner og har meget svært ved at stole på mennesker så det kræver enormt meget overskud og kræfter at få nye hele tiden. Flere af de gode jeg har haft sagde op kort tid efter o.lign så jeg er vant til at alle smutter igen..
Det er dog kørt noget af sporet efter hun har været med til lægebesøg, møder på augustenborg osv. Hun virker for gammeldags til at forstå at jeg ikke kan se positivt på livet som jeg har det nu og kender intet til nogen af mine nu 5 diagnoser. Hun aner ikke hvorfor jeg reagere som jeg gør eller hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen og rydde op, gøre rent osv og heller ikke selvom hun gerne vil stå og kigge på! :-O
Jeg kan ikke overskue at kontakte hende og dråben blev at hun var helt ligeglad med at jeg skulle have min hest aflivet. Hun ved at mine dyr betyder alt for mig. Jeg kontaktede socialrådgiveren fra specialrådgivningen og forklarede hende det hele og at jeg ikke kunne overskue det opfølgningsmøde der skulle være og jeg ikke anede hvad jeg skulle sige på sådan et da det jo ikke fungerede. Skrev også det med min hest. Får så en sms fra kontaktpersonen om vi skal mødes i den uge og at hun lige har fået af vide af xxxxx (socialrådgiveren fra specialrådgivningen) at min hest er blevet aflivet og hun tænker det må være hårdt for mig.... Hun vidste det inden det ville ske og hun svarede ikke engang tilbage på det, men en anden sms blev besvaret med ok.
Beklager men så kolde mennesker kan jeg ikke arbejde sammen med, selv socialrådgiveren var mere forstående ang at det var hårdt at få aflivet sin hest end min kontaktperson som ellers har ævlet løs om at det var så godt for mig jeg havde hende og det var min ressource osv.
Jeg var kort efter mødet i augustenborg (er nødt til at springe lidt i det for at få det hele med) sendt til psykiater på haderslev sygehus for at få lavet en speciallægeerklæring fra haderslev jobcenter.
Psykiateren var så sød og forstående og åbnede virkelig mine øjne for at der rent faktisk fandtes mennesker som kunne forstå mig og præcist vidste hvordan jeg havde det og kunne forklare det. På de 2½ time fik jeg både diagnosen PTSD (har været der på daværende tidspunkt 3½ år, hvor jeg de første mdr stadig har boet på behandlingsinstitution og hele perioden været tilknyttet Augustenborg) og svær depression (været der mindst 6 mdr men nærmere 12 mdr på daværende tidspunkt) han skriver at han ser at aktivering vil forværre min situation og min depression først skal behandles, når den er velbehandlet så psykologhjælp for at bearbejde traumaet der har givet PTSD, derefter højere dosis Concerta mod min ADHD men ikke før da det kan forværre min depression og socialpædagogisk støtte mener jeg det var.
Jeg tænker Yes, da den kommer ind af døren.... Det meste er beskrevet nu må jeg da kunne få hjælp så jeg kan komme videre... Den var guld værd for mig... Jég gik til egen læge da jeg først skulle til møde på Augustenborg i slutningen af januar og dette var starten af dec. Hun vil ikke begynde noget da jeg er under augustenborg og vil have det hele samlet et sted.
Jeg kommer til møde på Augustenborg i starten af februar og for første gang var der en læge med, dog en litaunsk læge så det krævede mange kræfter at forstå hende og være til det møde. Hun ville sætte min dosis Concerta op fra 36 mg til 54 mg og tilbyde mig 3 mg Melatonin så jeg kunne falde i søvn (har hørt søvnproblemer i mange år!). Hun mente jeg ville blive glad af at få min nattesøvn. Jeg spørger selvfølgelig indtil speciallægeerklæringen og hvad de mener om den men får ikke rigtig noget brugbart svar. De vil ikke ordinere noget antidepressiv eller anden hjælp.
Lægen ringede efter 14 dage som aftalt og jeg siger at jeg kan falde i søvn om aftenen da jeg i forvejen er meget træt pga depressionen men ikke kan slukke tankerne så det er kun det sidste skub jeg mangler og det giver melatoninen. Jeg fik en smule mere energi af at komme højere op i dosis af Concerta men får det nu bare værre af det da jeg ikke kan foretage mig noget positivt eller konstruktivt med det. Spørger igen til anden behandling og det afviser hun. Min mor snakker med hende og aftaler at hun vil forsøge at få mit flyttet til Haderslev sygehus da det er meget besværlig at komme til Augustenborg og selv hvis de engang vil ordinere psykolog eller psykiatertimer kan jeg ikke komme til dem. Dette var fredag og hun ville tage det med om onsdagen og ringe efter mødet. Dette er flere uger om ikke en mdr eller 5 uger siden nu og har intet hørt heller ikke min mor. Jeg kan aldrig komme i kontakt med dem så at lægge beskeder hos sekretæren er også ligegyldigt da de ikke ringer tilbage.
Jeg har endda kontaktet psykiateren herude som lavede min speciallægeerklæring for at høre hvad fanden jeg skal gøre. Han sagde at det ville blive svært at få mig derud men ikke umuligt men at jeg skulle have udtømt alle muligheder på Augustenborg på at de ikke vil behandle det også kontakte egen læge som skal henvise mig derud til. Han forklarede også nogen ting i min journal.
Jeg har kontaktet bla 21 søndag (dr) da jeg ikke magter at kæmpe for at få noget hjælp længere og er bange for at hvis jeg ikke snart får det ender jeg efter årslange kampe på FTP eller i himlen, for jeg magter det ikke længere... Jeg fik som yngre (inden min første diagnose ADD som blev taget af igen da institutionen ikke gik ind for diagnoser og medicin og ikke sørgede for at jeg fik den = ingen virkning fik jeg af vide at jeg kunne få hjælp så snart jeg havde konkret diagnose eller diagnoser...
Hvor går man hen eller hvem kontakter man når alle er ligeglade med en?
Jeg har indtil nu 5 diagnoser hvor ihvertfald to af dem må betegnes som alvorlige og har været der i længere tid UDEN BEHANDLING. PTSDen står alle steder som at hvis den ikke behandles vil der komme isolationstendens, tab af arbejdsevne osv osv... Hvorfor er alle så ligeglade? Jeg troede Kommunen og jobcenteret ikke mindst var interesseret i at jeg kom ud og arbejde igen, som for mig synes helt umuligt nu efter de sidste par mdr.
Jeg har altid haft en del OCD træk (dog ikke noget nogen nogensinde har konstateret da jeg jo aldrig har snakket med psykolog/psykiater der ville lytte til mig eller min mor, da hun har nævnt det mange gange også både PTSD og depression) især på mine tidligere arbejdspladser. En smørpak skal feks være HELT lige hvergang der er taget af den så at smøre sandwich, smørrebrød o.lign som jeg har gjort to steder har taget lang tid og jeg bliver ekstremt frustreret og aggressiv hvis jeg ikke kan gøre det og tuder som regelt også.
Jeg læser alt hvad der står i et rum så snart jeg kommer ind i det og som regelt bliver alt læst mange gange også til møder, på arbejde osv. Alt fra bogrygge, billeder, vandflasker osv osv. Det er enormt stressende og krævende og jeg hører tit ikke alt hvad de siger til møder og er meget længe om at svare hvis jeg bliver spurgt om noget. Alle ting skal gøres på min måde feks når jeg skal ud af døren kan ingen hjælpe mig og tage noget for mig da det skal være iorden inden osv, mange typer stof/tøj jeg ikke kan klare og går helt amok hvis jeg får det på, er meget sart overfor lyde/larm/støj osv, meget sart overfor berøringer og det mindste dask eller klap gør utrolig ondt og gør mig aggressiv. Jeg har altid haft svært ved at smide ud og det gælder alt nærmest især ting der giver gode mindre som bamser, puder, breve fra gl gode venner, fødselsdagskort/julekort osv osv. Det har dog taget overhånd og gælder nu faktisk også madvare og det er ret pinligt at skrive. Jeg hader det, kan bedst lide et ryddeligt og rent hjem men kan ikke holde det på nogen måder. Andre må gerne smide tingene ud, jeg kan bare ikke, jeg vil gerne men kan ikke.
Den ene arbejdsplads kørte mig ned med stress, var ansat til 4 timer om ugen da jeg kort efter skulle starte på VUC og tage min 9. klasse (var kun 17 men kom ind alligevel) men jeg skulle arbejde mellem 33-45 timer om ugen i sommerferien da de andre skulle have ferie og havde indgået en aftale om at de fik ferie mod at knokle helt vildt de andre uger. Dette anede jeg intet om og forsøgt at komme ned i timer men det kunne jeg ikke, jeg var der sammen med lederen 1. første dag derefter stod jeg altid alene og anede ikke hvad jeg skulle stille op med mange ting og måtte konstant rende til bager/kiosk ang kasseapperatet, kunne sjældent gå på toilet og holde mine pauser når jeg ville da de andre ikke kunne passe det. Fik to fridage omkring min fødselsdag og selv der ringede de.
Jeg fik det udover psykisk dårligt også fysisk dårligt og fik konstateret anstrengelses astma og var syg en dag og skulle så ind og snakke med nogen af dem fra firmaet. Der blev jeg truet med en fyring hvis ikke jeg mødte op alle dage. En dag blev jeg spurgt om overarbejde (5 timer og havde været på arbejde i 7 timer, havde en aftale med en der kom helt fra Viborg og kunne ikke blive længere på arbejdet), der kom varehuschefen ned og truede mig og sagde jeg skulle tænke meget grundigt over hvad jeg gjorde og sagde og at jeg skulle overveje det en gang til. Jeg mindes ikke at jeg nogensinde kom på arbejde igen. Jeg gik ned med stress men fik ingen hjælp nogen steder fra.
Min mor overtog en kiosk/cafeteria kort efter og da jeg hverken kunne komme op i skole (pga søvnproblemer) og heller ikke kunne få SU kunne jeg ikke blive i skolen da jeg skulle have råd til min hest. Jeg begyndte at arbejde fuldtid hos min mor og det gik rigtig godt i starten da jeg kendte stedet fra et tidligere job. Dog blev det sværere og sværere for mig at holde til det pres jeg stilte mig selv overfor. Jeg har nogen gange været alene på arbejde hvor jeg har brudt sammen inden vagten og inden åbning på stedet, haft åbnet og solgt/ekspederet kunder osv også snart der var lukket brød jeg sammne og tudede min pause væk og åbnet igen og ekspederet kunder osv også snart der var lukket for sidste gang brudt helt sammen igen. Jeg ville vise jeg kunne klare det ligemeget hvad for der var ingen der ville hjælpe mig selvom jeg havde det så svært. Jeg blev sat meget ned i tid og arbejde kun få dage om ugen og selv dette havde jeg meget svært ved at klare og det blev værre og værre indtil den dag jeg brød helt sammen og blev indlagt i dec 09. Der blev ellers taget alle de hensyn der kunne da min mor jo kender mig utrolig godt og de andre arbejdere også hjalp mig.
Jeg har hele tiden ikke tænkt på FTP da jeg har haft håbet om hjælp, behandling osv så jeg kunne komme videre og leve et normalt liv. Men jeg tænker det rigtig meget nu da jeg er så langt ude at det vil kræve massive behandlingstilbud og meget lange behandlingstilbud at få mig rettet bare nogenlunde op og jeg har efterhånden ikke tillid til nogen eller noget længere.
PTSDen bliver værre for hver dag der går og får jeg et chok (ligemeget hvilket, en lyd, en person der kommer omkring et hjørne eller lign bryder jeg helt sammen), kan ikke holde ud at være blandt mennesker og er jeg det alligevel kræver det et enormt overskud og alle mine kræfter og jeg går i seng bagefter, jeg har ingen venner og tør heller ikke lukke nogen ind i mit liv da de bare vil skade mig på mit mest sårbare tidspunkt (det har jeg erfaret efter en del såkaldte gode venner, en har endda forsøgt at melde mig for socialt bedrageri da hun påstod jeg arbejdede hos min mor fordi jeg en lang periode var nødt til at være med min mor overalt og hun skulle passe sin virksomhed så jeg sad bagved og snakkede med min mor og evt arbejdere når de havde tid. Bare det at der var en omkring mig hjalp, turde ikke være alene. Jeg var til møde med både skat, min mor og forskellige kommune ting og følte mig så dømt og var rædselsslagen for udfaldet, men de kunne sagtens se og høre at jeg ikke havde det godt osv). Jeg er i højeste alarmberedskab udenfor (slapper dog en smule af når jeg har min hund med), går meget nemt i panik og har tidligere besvimet i sneen da jeg skulle gå hjem om natten alene osv.
Og generalt føler jeg at alt bliver værre dag for dag selvom jeg forsøger at være positiv, men det er svært!
Lyder det som om jeg kunne have OCD?
Hvad er mulighederne for behandling af alle de diagnoser jeg har?
Hvad er muligheden for et godt liv med alle de diagnoser og besværligheder jeg har i mit liv netop pga manglende behandling?
Jeg må indrømme at jeg er der hvor jeg ikke kan se udveje udover FTP evt midlertidig. Jeg havde tidligere et håb for behandling og at jeg derved kunne komme ud og arbejde igen. Men efter de sidste diagnoser og den forværring der sker som især min mor er meget skræmt over og forsøger at råbe op om er håbet der ikke længere. Det er mange år siden jeg sidst havde en drøm, et håb, en ide eller en tanke om en uddannelse eller et arbejde.
Hvor længe tror i kommunen vil lade mig gå sådan her? Jeg kan ikke se hvad de venter på da der jo aldrig bliver iværksat behandling. Hvis jeg skal igennem en årelang kamp om evt FTP eller lign ville det være rart hvis den snart startede men kan ikke selv sige til jobcenteret at de skal sende mig ud da jeg har fået besked på at komme og sige det når jeg har fået det bedre så vi kan finde noget. Jeg har det jo på ingen måde bedre kun værre.
Puha, en smøre. Håber i kommer igennem den og har nogen råd, erfaringer eller noget i vil dele med mig. Det var rart at få lidt af det læsset af.
- Suzy Jensen