Citat:
Oprindeligt indsendt af Metro
]
Derved opnår man det samme eller bedre/mere end hvis man gik i terapi for et smadret selvværd eller en tabt selvtillid; eller en generel svækkelse af troen på mennesker; eller hvis man blev fyldt med "lykke-medicinen" i stedet for ægte hjælp.... osv. osv.
At erstatte disse evindelige tiltag, ofte uden effekt nok til at kunne leve igen.... - med stræben efter at blive non-compliant - vil ikke alene virke bedre, men også kaste en hel stribe af mentale "frynsegoder" af sig undervejs, hvilket ikke ville ske hvis man blot slugte en pille eller lagde sig på briksen hos en behandler og startede med begyndelsen "før Kristi fødsel".... som man jo gør hos alskens psykoterapeuter.
Så hellere starte med tingene som de er lige nu; give sig god tid og mod på at tænke alting igennem; erkende hvor skoen trykker og overbevise sig selv om at man godt kan lære at sige fra...
|
Har lige læst denne tråd igennem, og det er virkelig interessant læsning og ikke mindst sandt og brugbart.
Jeg startede også med at have tiltro til systemet, men det ændrede sig hurtigt, da jeg på den hårde måde fandt ud af at hverken velfærdssystemet eller sundhedssystemet virkede.
Efter at have fundet mig i det værste sjusk og inkompetance både fra kommunen og lægernes side, begyndte jeg at sige fra. Jeg besluttede simpelthen at jeg ikke ville finde mig i mere, ikke længere være den søde pige som ikke svare igen, ikke længere være ydmyg og kravlende. Så jeg begyndte at stille krav, stille spørgsmål, klage over den dårlige behandling. Jeg begyndte at involvere andre i hvad der foregik både hos lægerne og på kommunen (desværre havde jeg et meget dårligt netværk, så dem jeg fortalte det til, troede ganske enkelt ikke på mig "så slemt kunne det jo ikke være!"), det var ellers noget som jeg bare havde holdt for mig selv, da jeg som den pæne pige ikke ville lægge andre til last med mine problemer.
Min almindelig læge besluttede sig nu for at fylde mig med lykkepiller, "så jeg kunne blive mig selv igen!" Og jeg fik omsider også en plads på ventelisten til en psykiater. Efter et års tid blev det endelig min tur, og jeg glædede mig til omsider at få noget behandling, at få talt ud om trafikulykken og få nogle svar på hvad jeg kunne gøre for at komme videre i mit liv. Men hun fyldte mig også bare med lykkepiller (jeg har ikke engang styr på hvor mange forskellige slags jeg prøvede). Pillerne virkede ikke mod min søvnløshed, mine flashbacks til ulykken forsvandt heller ikke. Lykkepillerne løste heller ikke mine problemer med kommunen eller forsikringsselskaberne, som var grunden til meget hovedpine og fortvivlelse. Lykkepillerne fjernede heller ikke den begyndende kræft i mit underliv.
På et tidspunkt sad jeg som en grønsag (pga. de oh så lykkelige piller), og kunne ikke huske fra A til B. Jeg kunne ikke længere stille krav, stille spørgsmål eller klage. Psykiateren slap for at tale med mig (hun skrev bare recepter ud) og besvare spørgsmål (igennem et år havde jeg forsøgt at få svar på hvad jeg fejlede, men fik aldrig svar) og kommunen slag for at høre på mine klager.