Citat:
Oprindeligt indsendt af stille
Jeg ved, der har været mange indlæg som dette, men jeg har brug for at læsse lidt af.
Jeg fik min pension som 24årig, for godt seks år siden med svær fibromyalgi og måtte opgive min drøm om ordinær uddannelse og job efter i øvrigt at have knækket nakken på et universitetsstudie og et par andre uddannelser som jeg aldrig fik færdiggjort.
Jeg har gang i et lille selvbetalt deltidsstudie, som jeg slet ikke brænder for, men som jeg mest er begyndt på for at kunne sige at jeg laver noget.
Har stadig meget dårlige dage, hvor kroppen værker, men fred og ro har gjort at jeg har fået en tålelig tilværelse.
Desværre er mit selvværd ikke-eksisterende. Og nu er der dukket en fantastisk fyr op i mit liv, som er et par år yngre end mig, akademiker, succesfuld og sund og stærk. Selv om han tager virkelig godt hånd om mig og behandler mig som en prinsesse, kan jeg ofte føle mig som en lille ubetydelig mus, når han snakker om sine succesfulde højtuddannede venner (og veninder) og familie. Umiddelbart virker det som om, de alle er universitetsuddannede og højtlønnede og at det hele bare kører for dem. Og da jeg var med ham på besøg hos hans familie, følte jeg at jeg var under forhør, da hans far ville vide, hvad der var galt med mig, og hvorfor jeg ikke havde ordinær uddannelse eller job. På samme måde sad jeg og koldsvedte, da hans lillesøsters medicinstuderende kæreste, der er et halvt årti yngre end mig, sad og klogede sig på min sygdom på den ufede måde. De kan også finde på at sidde og sige, at kriseramte med angst og depression bare skal "tage sig sammen" og se at få bestilt noget, og så ellers bare tage en pille.
Jeg har endnu ikke sagt noget til min kæreste om hvordan jeg har det, hvilket jeg ved er virkelig dumt. Men jeg føler på en måde, det er mit eget problem, og at jeg skal lære at ryste tingene af mig, og give alle indtrykket af at jeg hygger mig helt vildt med hans familie.
Og nu vil han have mig med til en af hans akademikervenners bryllup, hvilket er smadder sødt af ham/dem, men jeg frygter at de skal sidde og nørde og snakke job osv. og at jeg kommer til at føle mig udenfor (igen).
Siden dagene hos hans familie, har jeg googlet alt muligt for at finde ud af hvordan mulighederne er for at tage et universitetsstudie i eget tempo, så jeg kan have noget at snakke med dem om, fordi det umiddelbart er det eneste de gider snakke om.
Jeg kunne virkelig godt bruge nogle tips. Vil bare gerne være mere ligeglad og nyde at jeg har fundet så sød en fyr, der umiddelbart selv er fløjtende ligeglad med hvad jeg beskæftiger eller ikke beskæftiger mig med.
|
Måske du skal bide al skam af dig.
Jeg kender det fra egen familie/omgangskreds.
Uden at vide om det er mere typisk for de, der klarer sig godt er min erfaring, at folk der klarer sig fjing fjong er ringere stillet i forhold til empati.
Det gælder desværre nok i alle livets forhold, at når man selv kan præstere, så kan de, der ikke magter vel bare tage sig sammen.
Det møder jeg selv allevegne, men jeg er begyndt at råbe op, og direkte sige, at jeg ikke er født i går.
Udtrykket bliver ikke sagt direkte, men man er ikke i tvivl om hvad der menes.
Mit råd til dig er at tale med din søde kæreste om det, og bed ham om at støtte dig i samtalerne, så du ikke skal føle dig stigmatiseret som en doven hund.
Hvis han ikke forstår det, så er han vel ikke loyal overfor dig!
Han skal jo ikke bo med diverse medlemmer i familien, men har valgt dig!