Citat:
Oprindeligt indsendt af Hyanna
Kære Hla72 ..... Du er ikke forkert på den; men det er din bekendt som ikke 'lytter' ordentligt efter, når du beskriver hvordan du har det!
At du reagerer som du gør, tror jeg skyldes at du, indvendigt, er splittet mellem ønsket om at være rask og ude på arbejdsmarkedet og så den realistiske side af dig selv, der godt er klar over at sådan er det desværre ikke!
Når så et andet menneske stiller nogle op med nogle forventninger til dig, som du godt ved du ikke kan indfri, så dukker dit splittede jeg op til overfladen, og så bliver du din egen værste dommer!!!
Du ville jo aldrig tænke sådan om et andet menneske, som du gør om dig selv, vel? .... jeg mener "ussel plet på samfundet, doven, krydre røv" osv., når du godt er klar over at vedkommende er syg!!!!
Jeg synes du skal gøre som Jytta foreslår og så skal du lade være med at være så ond mod dig selv 
Jeg kender også til det splittede selv, der godt ved at jeg er syg og ikke kan det ene og det andet mere, og så den urealistiske side, der er frustreret over at det er sådan og har svært ved at erkende fakta (er også den side der håber og drømmer om bedring), for det tager tid at få 'sjælen' med, at få bearbejdet følelsen af tab over man ikke længere kan det ene og det andet og man sørger naturligvis over disse tab af færdigheder og evner 
Jeg ved måske at du ikke kan lide det jeg vil råde dig til; men jeg synes du skal undgå den slags mennesker, for du er endnu alt for psykisk sårbar til at kunne afparere de forventninger og krav fra andre mennesker, som du godt er klar over du ikke kan leve op til.
Du er jo heller ikke sat her på jorden for at leve op til alle andres forventninger, vel? .... Og så går der jo helt kuk i det, når man ikke engang selv har helt styr på og ro i sit eget indre univers omkring egne krav og forventninger til een selv. Er det ikke rigtigt?
Pas på dig selv, kære Hla72, for du kæmper i forvejen både indvendigt og samtidigt kæmper du for at blive afklaret i det kommunale regi, og det kræver altså sin KVINDE!!!!!
Masser af fra Hyanna |
Hyanna, du rammer faktisk afsindigt godt plet på mange områder.
Jeg er en af den slags mennesker der har URIMELIGT høje krav til sig selv, højere end andre mennesker har, for så ved jeg, at jeg kan indfrie det jeg tror folk forventer af mig... giver det mening?
Jeg har en psykisk skrøbelig personlighed (det er konstateret af både læge og psykolog) og har haft det siden barndommen, men har altid dækket over det og selv folk der har kendt mig hele mit liv, ved faktisk ikke at jeg er så usikker, nervøs og bange for at gøre alting forkert.
Jeg ER meget splittet indvendigt fordi jeg ikke kan slippe de urimeligt høje krav til mig selv, krav som jeg tror er nødvendigt at have (spørg mig ikke hvorfor, min psykolog har også spurgt mig) fordi jeg tror det er det folk forventer.
Men samtidig ved jeg også godt, at jeg er syg, at jeg har mine begrænsninger. Jeg føler bare det er "forkert", så ganske som jeg har høje forventninger for føle jeg kan indfrie folks forventninger, så kommer jeg folk i forkøbet og nedgør mig selv inden folk gør det.. fordi jeg tror det er det de vil gøre.
Forstår du? (rodet forklaret, men kan ikke forklare det bedre).
Det rammer jo dobbelt hårdt, at jeg nedgør mig selv fordi jeg tror det er det folk vil gøre... ergo kan jeg jo lige så godt komme dem i forkøbet. Jeg giver folk LOV til at træde på mig.
Jeg undskylder meget fordi jeg har det som jeg har det. Et nyligt eksempel er, at jeg på min blog forleden skrev om jeg igen igen havde kørt mig selv totalt i sænk, at jeg ikke kan holde til det jeg gerne vil og faktisk føler mig forkert fordi jeg ikke kan så meget. Der fik jeg en kommentar, som gjorde at jeg faktisk følte jeg skulle undskylde og jeg følte mig SÅ forkert fordi jeg på min egen blog havde tilladt mig at skrive om hvordan jeg har det! Det er jo sygt!
Jeg har også været en pleaser hele mit liv, også selvom jeg egentlig er en temperamentsfuld, viljestærk og stædig person. Men hvis jeg er bange for at folk ikke kan lide mig, går fra mig, vender mig ryggen etc, så bliver jeg så selvudslettende, at det er helt vanvittigt.
Jeg tror også det er derfor jeg synes det er så hårdt at være syg og kæmpe i systemet. På en side kan jeg godt se, at jeg er syg, har mine begrænsninger, på den anden side bliver jeg helt panisk og får følelsen af der ikke bliver troet på mig. At jeg lyver, faker, snyder og bedrager. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal "bevise" at jeg er syg.
Så du har helt ret - kors det blev en laaang sang det her
- der går totalt kuk i det når man ikke engang kan finde ud af sine egne forventninger til en selv. Og hvordan skal man så kunne afstemme dem med de forventninger andre folk rent faktisk har?
tak fordi der er rum til at læsse sådanne tanker og "problematikker" af