Se enkelt indlæg
Gammel 17-10-2017, 12:43   #1
Troldurt
Ved at vænne sig til K10
 
Tilmeldingsdato: 16-10 2017
Indlæg: 15
Styrke: 7
Troldurt er ny på vejen
Ret til afklaring?

Hej

Jeg håber i kan hjælpe mig, da jeg er ved at miste overblikket over mit liv, jeg har virkelig svært ved at klare det længer.

Jeg vil forsøge at skrive en opsummering her, og høre jeres forslag.

Det skal siges at ud det som jeg skriver herunder, kan i lige tilføje, sygdom (min mands) arbejdsløsheds (min mands på grund af sygdom), hus på tvangsauktion på grund af sygdom og arbejdsløshed, stor gæld, flytning, hus med skimmelsvamp, mere sygdom og operationer (mig), flytning igen osv.

Har siden 2005 haft slidgift i mine knæ. Problemerne startede da jeg var 38 år, jeg er i dag 53 år. Er dokumenteret og påvist svær slidgigt sidste i gang efter ct scanning i 2015 pga. tiltagende problemer og smerter. LÆ145 (2016)fra min læge:

”Slid i knæ kan forværres over tid.
Træthedsyndrom er kronisk.

Det vurderes ikke, at smertestillende medicin vil ændre på tilstanden.”

2010 udviklede et sygdoms forløb med influenza og lungebetændelse sig til Kronisk træthedsyndrom.

2014 startede på kompetencecentret i 2 x 2 timer pr. uge (4 timer om ugen). Det er det jeg max kunne klare pga. mine smerter og problemer med mine knæ og pga. Kronisk Træthedsyndrom. Afsluttede forløbet i 2015, da vi skulle flytte.

2015: Jeg bliver henvist til undersøgelse, fordi jeg havde det så dårligt med træthed og problemer med hukommelse, jeg bliver undersøg og konklusionen er at det skyldes min Kronisk træthedsyndrom.

2016: i løbet af sommeren tiltagende problemer med hukommelse, kan ikke funger normalt.

2016: Jeg går til G.L.A.D. træning i 8 måneder, på grund af tiltagende problemer og smerter i mine knæ. Træningen hjælper desværre ikke. Så stoppede med træningen i april 2017.

2016: august/september, det går helt galt med min hukommelse, glemmer alt hvad der bliver sagt, gentager mig selv, sover dårligt, kan ikke få min hjerne til at fungere. Gør mærkelige ting, og registrere det slet ikke, men bliver forskrækket og ked af det når jeg opdager det.

2017 fået konstateret slidgigt i højre skulder.

2017: april, henvist til Neurologisk undersøgelse, fordi den var helt galt med mig, min hukommelse og balance er slet ikke normal.

2017: august, CT scanning af min hjerne, på grund af store problemer med hukommelse og balance.

2017: september, rygmarvsprøve på grund af problemer med hukommelse og balance, venter stadigvæk på svar fra denne prøve.

2017: september, min mand (vi er ikke gift) får konstateret uhelbredelig kræft, og er nu blevet erklæret terminal. Min i forvejen skrøbelige verden bryder sammen, jeg har kendt min mand i over 30 år.

2017: oktober, har fået tilkendt hjemmehjælp til rengøring da jeg ikke kan klar det selv.

Har haft fysisk hårdt arbejde indtil 2005. Igennem revalidering fra 2007 til 2012, men har ikke kunne bruge uddannelsen til noget, da den var for fysisk krævende for mig. Vil i dag ikke kunne klare at skulle gennemfør en uddannelse, da jeg hverken fysisk eller psykisk ville kunne klar det.

Jeg har en meget lang række skånehensyn

• Nedsat arbejdstid, få timer om ugen.
• Nedsat transporttid, max 30 min.
• Undgå omgivelser med støj og uro
• Undgå at føle sig presset
• Undgå fysisk belastning.
• Undgå stillesiddende arbejdsfunktioner, i længer tid. Max 15 min. (er nød til at rejse mig op hvert kvarter og gå lidt rundt ellers stivner min knæ)
• Undgå stillestående arbejdsfunktioner
• Undgå tunge løft
• Gangbesværet (går med krykke eller stok), undgå at gå for længe. Max 5 – 10 min.

Har forsøgt at få hjælp gennem min sagsbehandler til vurdering af min psykisk tilstand, fik et blankt nej. Hendes svar var:

”Mit fokus vil være på den beskæftigelsesrettede indsats.” (jeg er placeret på kontanthjælp som aktivitetsparat)

Henvendte mig til min læge og fik at vide, at efter hendes vurdering, så lider jeg af det som lægefagligt kaldes, Belastnings syg, eller Psykisk overbelastning, kan ikke lige huske hvad hun sagde, men det var noget i den retning. Hun forslog at jeg skulle tale med en psykolog, men jeg skulle selv betale en del af det, det har jeg ikke råd til, og derudover mener jeg også at jeg mangler en mere korrekt vurdering af min psykiske tilstand.

Min læge fortale mig, at med alt det jeg har været igennem, så er det som at have en rygsæk på hvor der hele tiden bliver lagt en ny sten ned i, sådan at man til sidst er tynget så meget ned at man ikke magter mere, og det er der jeg er nu.

Jeg har jo været til samtale hos Neurolog, som fortalte mig at han ikke mente at min læge havde kompetence til at udtale sig om hvordan jeg har det rent psykisk. Så nu er midt sidste håb for at få hjælp at Neurologen, vil sende mig videre i systemet, men ved ikke om det kan lade sig gøre, og måske afhænger det også af hvad rygmarvsprøven viser.

Nu har min sagsbehandler skrevet dette til mig (efter en samtale for nogle få dage siden, hvor jeg fortalte at min mand er blevet erklæret terminal):

”Jeg ser ingen grund til at iværksætte noget som helst nu hvor du er i den situation du er. Det vil der ikke komme noget ud af.”

I kan måske få det indtryk at min sagsbehandler er vældig flink, men det er hun ikke. Hendes mål er at fastholde mig på kontanthjælp og gøre alt hvad hun kan for at undgå at skrive at jeg rent faktisk er syg. Forrige gang jeg var til samtale, blev der talt om at jeg skulle i noget virksomhedspraktik 1 time 3 dage om ugen, da jeg helt sikkert ikke ville kunne klare mere end det.

Men jeg bliver nervøs over det min sagsbehandler skriver herover, for hvad mener hun med at: det vil der ikke komme noget ud af?

Ja, jeg er i en meget vanskelig situation nu, men tiden taler jo ikke for mig, med tiden vil mine knæ blive dårlige, min kroniske træthedsyndrom forsvinder ikke, mine problemer med at jeg er belastnings syg, forsvinder jo heller ikke, det jeg har været igennem og skal igennem, vil jo præge mig resten af livet. Og hvad kommer der til at ske med min mand, og hvornår, hvis han forsvinder, oplever jeg jo en kæmpe stor sorg, som jeg jo ikke bare sådan lige kommer af med.

Jeg har skrevet til min sagsbehandler at det belaster mig virkelig meget at være på kontanthjælp, det gør mig nervøs og bange for fremtiden, fordi man hele tiden får at vide at man ikke skal være syg på kontanthjælp, derfor har jeg brug for afklaring, jeg har været i afklarings forløb de sidste 10 år nu, jeg har meget svært ved at klare mere.

Har jeg ikke ret til afklaring? Hvad er det egentlig at min sagsbehandler forventer? At der skal ske et mirakel og jeg pludselig bliver rask? Har jeg egentlig ikke ret til et ressourceforløb?

Håber i kan hjælpe mig.
Troldurt er ikke logget ind   Besvar med citat