K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

Antoniette · 11-06-2012, 12:19

Ja, det med at sige fra og sætte grænser, er ikke lige min stærke side. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har virkelig oplevet at mange mennesker læsser alle deres problemer af på mig. De ignorerer mig og kævler bare videre, hvis jeg prøver på at skifte til et lidt mere opmuntrende emne, ja selv hvis jeg rejser mig op og begynder at gå væk, så holder de mig nærmest fast. Så skal jeg lige se dit og høre dat. Det er nogle naboer og vildt fremmed som jeg taler om, så jeg kan ikke undgå at rende ind i dem. Hvis jeg går ud på min lille terresse, så går der højst 2 minutter, så står de der og går bare selv ind, uden min invitation og kævler løs i flere timer og som regel får jeg da også lige kastet et eller andet **** i hovedet. Så synes de at jeg er grim eller også mener de at jeg ikke kan finde ud af et eller andet.

Det har ikke været særligt opmuntrende at høre på. Når de så endelig gik, havde jeg det som om, at jeg havde fået en kanonkugle i hovedet, fuldstændig drænet for energi.

For en uge siden skrev jeg så et brev, hvor jeg sagde fra over for dem. Jeg skrev, at jeg faktisk blev ked af det, når de hele tiden skulle kritisere mig. Siden har jeg ikke hørt eller set noget til dem. Det er en lettelse, men nu frygter jeg at møde dem ude på gaden eller i fakta (bor i en lille by).

Nu har jeg så lige mødt en anden ældre mand, som lige er blevet skilt og flyttet til byen (han har for mange år siden været i forhold med min moster). Nu vil han gerne ses og besøge mig, men jeg har sgu ikke rigtig lyst til det. Han er flink nok, men jeg orker ikke at høre på hans problemer. Nu er det jo bare sådan, at jeg er førtidspensionist og næsten altid er hjemme (er meget træt). Så hvordan siger jeg fra på en god måde? Jeg kan jo ikke undskylde mig med, at jeg skal på arbejde og jeg har ingen familie. Folk kan kigge ind af mit kæmpe store vindueparti i stuen, så med mindre jeg gemmer mig på soveværelse, så kan de jo se, at jeg er hjemme. Af samme årsag har jeg tit trukket gardinerne for, men det kan da ikke passe, at jeg ikke kan få lov til at kigge ud af mit vindue?
Gode råd modtages meget gerne :-)

11-06-2012, 12:19	#1
Antoniette Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 16-08 2007 Lokation: Odense kommune Indlæg: 283 Styrke: 17	At sige fra og sætte grænser Ja, det med at sige fra og sætte grænser, er ikke lige min stærke side. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har virkelig oplevet at mange mennesker læsser alle deres problemer af på mig. De ignorerer mig og kævler bare videre, hvis jeg prøver på at skifte til et lidt mere opmuntrende emne, ja selv hvis jeg rejser mig op og begynder at gå væk, så holder de mig nærmest fast. Så skal jeg lige se dit og høre dat. Det er nogle naboer og vildt fremmed som jeg taler om, så jeg kan ikke undgå at rende ind i dem. Hvis jeg går ud på min lille terresse, så går der højst 2 minutter, så står de der og går bare selv ind, uden min invitation og kævler løs i flere timer og som regel får jeg da også lige kastet et eller andet **** i hovedet. Så synes de at jeg er grim eller også mener de at jeg ikke kan finde ud af et eller andet. Det har ikke været særligt opmuntrende at høre på. Når de så endelig gik, havde jeg det som om, at jeg havde fået en kanonkugle i hovedet, fuldstændig drænet for energi. For en uge siden skrev jeg så et brev, hvor jeg sagde fra over for dem. Jeg skrev, at jeg faktisk blev ked af det, når de hele tiden skulle kritisere mig. Siden har jeg ikke hørt eller set noget til dem. Det er en lettelse, men nu frygter jeg at møde dem ude på gaden eller i fakta (bor i en lille by). Nu har jeg så lige mødt en anden ældre mand, som lige er blevet skilt og flyttet til byen (han har for mange år siden været i forhold med min moster). Nu vil han gerne ses og besøge mig, men jeg har sgu ikke rigtig lyst til det. Han er flink nok, men jeg orker ikke at høre på hans problemer. Nu er det jo bare sådan, at jeg er førtidspensionist og næsten altid er hjemme (er meget træt). Så hvordan siger jeg fra på en god måde? Jeg kan jo ikke undskylde mig med, at jeg skal på arbejde og jeg har ingen familie. Folk kan kigge ind af mit kæmpe store vindueparti i stuen, så med mindre jeg gemmer mig på soveværelse, så kan de jo se, at jeg er hjemme. Af samme årsag har jeg tit trukket gardinerne for, men det kan da ikke passe, at jeg ikke kan få lov til at kigge ud af mit vindue? Gode råd modtages meget gerne :-)