Se enkelt indlæg
Gammel 28-12-2019, 15:39   #1
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.724
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
På det sociale område har kommunerne en skærpet vejledningspligt

https://ast.dk/social/artikler/gener...til-opfolgning

På det sociale område har kommunerne en skærpet vejledningspligt. Og for at vejlede korrekt kan det være nødvendigt, at kommunerne følger op på borgerens hjælpebehov og den hjælp, borgeren får.

Principafgørelse 22-18 handler om kommunernes skærpede vejledningspligt i sociale sager. Hvis kommunen ikke vejleder eller ikke vejleder korrekt, kan det betyde, at dens afgørelse om hjælp ikke er gyldig.

Eksempler på det, kommunen skal vejlede om:

hvilke ydelser borgeren kan være berettiget til
at borgeren kan være berettiget til et større omfang af de ydelser, kommunen allerede har bevilliget
at borgeren har ret til andre ydelser, end dem vedkommende allerede får
hvor borgeren i øvrigt kan henvende sig for at få hjælp.

Pligt til at vejlede

Som udgangspunkt har kommunen pligt til at vejlede, hvis der er anledning til det; typisk når kommunen får en ansøgning eller spørgsmål om hjælp. Kommunen skal i de tilfælde vejlede borgeren om mulighederne for hjælp, også efter andre bestemmelser. Det gælder også, selv om bestemmelserne hører til i andre afdelinger i kommunen. Det hedder helhedsorienteret sagsbehandling.

Skærpet pligt til at vejlede

Inden for det sociale område har kommunen pligt til vejlede, selv om borgeren ikke har bedt om vejledning. Vejledningen forudsætter, at kommunen i forvejen er i kontakt med borgeren og kan for eksempel ske, når kommunen følger op på borgerens behov for hjælp. Vejledningen kan også ske, når borgeren søger om hjælp, og kommunen kan se, at der er behov for kontakt med en anden afdeling eller myndighed.

Hvis kommunen ikke vejleder eller ikke vejleder korrekt, kan det have betydning for gyldigheden af kommunens afgørelse.

To konkrete sager


I den konkrete sag i principafgørelse 22-18 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde vejledt om muligheden for at søge om personligt tillæg til dækning af husleje og varme, da en borger flyttede i plejebolig. Kommunen skulle derfor behandle sagen igen og undersøge, om borgeren havde mulighed for selv at betale udgifterne, eventuelt via en afdragsordning.

Et andet eksempel er borgere, som har en BPA-ordning (borgerstyret personlig assistance) og nærmer sig pensionsalderen. Her skal kommunen følge op på BPA-ordningen i god tid, inden borgeren fylder 67 år for at vurdere, om vedkommende fortsat er berettiget til ordningen. Hvis det er tilfældet, skal kommunen vejlede om, at borgeren ikke vil være berettiget til ledsageordning, hvis BPA-ordningen ophører efter, at borgeren bliver folkepensionist. Hvis kommunen ikke giver den korrekte vejledning, kan konsekvensen være, at borgeren har ret til ledsageordning, selvom vedkommende har nået folkepensionsalderen.

Inden for det sociale område gælder der en skærpet vejledningspligt. Det følger af retssikkerhedslovens § 5 og er flere gange blevet fastslået af Folketingets Ombudsmand, blandt andet i FOU 2011 1-3 og FOU 2016-11.

Principafgørelse 22-18 Gældende"
https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=201737

Principafgørelsen fastslår

Kommunens pligt til opfølgning

Kommunen har pligt til løbende at følge op på de enkelte sager om hjælp efter serviceloven for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunens pligt til opfølgning skal ses i sammenhæng med vejledningspligten. Det kan være nødvendigt at foretage en opfølgning af borgerens hjælpebehov og de visiterede ydelser for at kunne yde en korrekt vejledning.

Kommunens vejledningspligt

Kommunen har, som en del af helhedsvurderingen, pligt til at behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Det følger af retssikkerhedsloven. Det betyder også, at borgeren skal have tilbud om rådgivning og vejledning, hvis det er nødvendigt. Som udgangspunkt har kommunen kun pligt til at vejlede, hvis der er en anledning til det.

Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed, efter omstændighederne, også er forpligtet til at vejlede på eget initiativ. Det betyder, at kommunen har pligt til at vejlede selvom borgeren, hverken direkte eller indirekte, har bedt om vejledning. Det betyder også, at vejledningen ikke nødvendigvis skal ske i forbindelse med en ansøgning om hjælp, men fx kan ske i forbindelse med bevilling af en anden ydelse eller i forbindelse med opfølgning.

Vejledningen forudsætter, at kommunen i forvejen er i kontakt med borgeren.

Realudligning

Manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side kan efter omstændighederne føre til, at borgeren skal stilles, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning.

Det kan fx betyde, at borgeren er berettiget til hjælp fra et tidligere tidspunkt end ansøgningstidspunktet, eller det kan få betydning for vurderingen af, om en borger, der uberettiget har modtaget ydelser, også har modtaget ydelserne mod bedre vidende.

Eksempler på kommunens vejledningspligt

I forhold til pensionslovens bestemmelse om personligt tillæg betyder kommunens forpligtelser, at kommunen skal være særligt opmærksom på, om der er behov for at vejlede borgeren om muligheden for at søge personligt tillæg, fx i forbindelse med bevilling af en bolig. Kommunen skal i den forbindelse også vejlede om konsekvenserne ved fx at låne penge af familiemedlemmer til dækning af udgifterne, hvis der foreligger oplysninger i sagen, der gør denne vejledning aktuel, fx oplysninger om borgerens økonomiske forhold.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde vejledt om muligheden for at søge om personligt tillæg til dækning af husleje og varme i forbindelse med flytning til plejebolig. Kommunen skulle derfor behandle sagen igen og undersøge, om borgeren havde mulighed for selv at afholde de ansøgte udgifter, eventuelt via en afdragsordning.

Hilsen Peter

OBS Ingen debat. Opret din egen tråd. Vidensbank om Vejledningpligt og Retssikkerhed.
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat