Se enkelt indlæg
Gammel 26-01-2013, 01:39   #21
Sutsko
Hvor skulle jeg ellers være
 
Tilmeldingsdato: 26-03 2009
Indlæg: 115
Styrke: 16
Sutsko er ny på vejen
Jeg har haft stort udbytte af, først, ugentlige samtaler med psykiater, siden hv 14 dag. Og nu skal jeg (desværre) til at stoppe.

Dernæst har jeg haft udbytte af, at følge mindfulness-kursus i samme regi. Jeg fik lov at gentage hele forløbet efter eget ønske. For virkelig - få det ind på rygmarven - og fordi jeg under de sidste par kursus timer pludselig fik det rigtig dårligt. (der var indtruffet noget værre noget i mit liv)
Jeg bruger mindfulness selv herhjemme som man også bør. Ikke hver dag; og det er dumt!

Medicin får jeg også. Har egentlig ikke syntes at det har effekt, men tør pt ikke at trappe ud. Har været stoppet nogle gange.
Senere i dette forår skal jeg deltage i Compassion meditation ( se evt. free the mind) i samme regi som mindfulness

Jeg lever med min nedsatte stress tærskel, øgede trætbarhed og hader min glemsomhed, men jeg prøver at være i det og tilgive mig selv for nu at være rigtig mindfull; men ja, jeg ER generet af det.
Jeg er blevet bedre til at sørge for geare ned - evt tage en dag i sengen. Og så ellers max skrue de dage hvor jeg kan, men hele tiden med bevidstheden om at jeg skal passe på.
I det daglige er jeg nød til at skrive lister, altså lave køreplaner, hvis jeg skal den mindste smule. Jeg kan godt droppe det, men det hævner sig nemt. Min mand kender mine signaler og kan godt finde på at tage mig i armen og spørge om vi lige skal sætte os sammen og kigge på det

Og så bruger jeg motion. Og det har jeg gjort siden min PTSD viste sig i 2006.
Først startede jeg op i cirkeltræning på psykiatrisk afdeling (var indlagt i et par måneder), fortsatte ambulant i et kvartal, mens jeg selv tjekkede motionscentre ud i min egen by.
'Man' fattede ikke, at jeg ville køre 2 gange om ugen til det ambulante, men det var på det tidspunkt uhyre vigtigt for mig, at der var en fysioterapeut der ventede på mig, samt en hold af de mennesker jeg var startet med. Og så var det ligesom tilladt at græde snot i det regi.
Jeg fik af fysioterapeuten, på stedet, udregnet den puls jeg skal træne ved, for at det hjælper på mit sind. Og ja, det tror jeg på!!
Så jeg har knoklet med motion på alle mulige planer og særligt ihærdigt da jeg var rigtig syg!!
Jeg har fandme grædt mange tårer på en spinningcykel. Og gået noget så inderligt lettet derfra. Og den 'lethed' holdt sig i et par dage, omend den var skrøbelig. Men det er jo det jeg er blevet,- skrøbelig.
Forresten er omtalte 'spinningcykel' altså foregået på et fuldt ud normalt gymnastisk hold i et center. Men jeg besluttede, at jeg kunne være lige glad med om nogen så jeg var ked af det - jeg skulle alligevel ikke noget med dem I virkeligheden er der heller ingen der der tager nævneværdig notits af en tåre eller et par forgrædte øjne - er min erfaring. Alle har travlt med at passe egen 'næringsvej' og følge med på kadencen Og bagefter var vi alle lige svedt og forpustede :-) Og i øvrigt samtalede jeg jo med holdet - om ikke andet så efter, når vi alle røg af cyklerne og gik gispende ud af lokalet

Pga af en knæskade har jeg ikke dyrket motion i ½ år - jeg er ikke psykisk knækket af det men jeg savner det Fraset 'løb i vand', som er røvsygt, når man hellere vil svømme stærkt og langt. Men er faktisk for 14 dage siden startet op i motionscenter igen, hvor jeg indtil videre kun bruger opvarmningsmaskinerne.

Jeg tror sport er den bedste hjælper for en med depression og eller PTSD - også selv om det er svært at komme af skinner.

Jeg har også under hele forløbet gået lange ture, i al slags vejr, dagligt. Særligt intensivt de første 2 år. Jeg er blevet lidt doven.

Det sociale er også vigtigt at fastholde - også selvom man ikke orker det.
For dælen hvor jeg måtte bide tænderne sammen mange gange og bare gøre ditten og deltage i datten.
Selvfølgelig har jeg også måtte give op og været underdrejet. Men jeg nægter mig selv at være kronisk underdrejet
Jeg har måttet tænke over hvad for en person jeg var før hen, og hvilke ting der var vigtige for mig - for min identitet, at bibeholde, og hvad jeg roligt kunne lade gå blaffen.
Jeg ville ikke tillade mig selv, at gå fra at være et udadvendt socialt begavet menneske, til at være indesluttet
. Så det gav -også - lige noget at arbejde med
En del af mig, min store og meget fyldende arbejdsidentitet, har voldt mig store problemer ikke at kunne udfylde. Set i bakspejlet har det været en lang sej proces, fra 2006 frem til nu (og jeg er ikke færdig) at være i / arbejde med. Jeg har dælme kæmpet og slået mig i tøjret når nogen 'øffede', at jeg måske skulle stoppe med at arbejde.

Jeg tilkendt førtidspension pr 1/1 i år. Jeg har endnu ikke vænnet mig til det og alt det der. Men uanset hvad så er jeg gearet ned og har tid til mig selv. Og jeg håber jeg gradvist for bugt med de resterende stress symp. Men jeg er (til tider smerteligt) bevidst om at det er et kronisk vilkår i mit liv.

Håber du finder det der hjælper dig KNUS



@Take Care - uhh hvor jeg kan nikke genkendende til dine symptomer.
Jeg har jo så fået det bedre - men for pokker da!!

Hvor har jeg mange morgener grædt mange tårer - faktisk på daglig basis gennem et halvt år - over at jeg var her endnu når jeg vågnede om morgenen - og at tingene ikke havde rettet sig for mig.
Jeg følte at jeg var i en tidsfælde! Og var skrækslagen om jeg aldrig fandt ud af den


@ Jassie - jeg har lige en ting mere der har hjulpet mig.
Mens jeg var dårligst; men efter min indlæggelse, har jeg lagt monstermange kabaler på min computer.
Alt min uro, angst og stress kunne jeg kanalisere ned i tasterne,- det gav mig ro at rydde op i kortene gang på gang på gang på gang........Jeg kan stadig, med stor nemhed, opnå den meditative effekt, når jeg en sjælden gang gør det.
Den gang, var jeg også tilknyttet en psykolog, der rent ud sagt prøvede at latterliggøre det at 'rydde op i kortene'.
Men det var jeg lige glad med, for masser af undersøgelser viser, at det er noget af det bedste man kan gøre ved krise ofre, og det lige med det samme.
Til det formål bruger man tetris eller tilsvarende.
Og på psyk afdeling så jeg folk lægge puslespil for at opnå den eftertragtede ro. Det siger så ikke mig en dyt - der bliver jeg nok bare irriteret



Jeg håber mange flere ved bidrage med deres erfaringer i denne tråd.
Sutsko er ikke logget ind   Besvar med citat