Kære Avisen.Jour
.... men kan ikke dokumenterer følgende selvoplevet påstand, i min egenskab som patienttalsmand og bisidder.
Det er ikke usædvanligt, at sagsbehandlere/socialrådgiver, uden skriftlig forudgående henvendelse, kontakter både praktiserende læger og behandlingssteder for at igangsætte en udveksling af oplysninger, om en given behandling.
Jeg sad ved min praktiserende læge, før jeg selv blev handicappet, da telefonen ringede og hvor jeg oplevede lægen særdeles vred.
Fordi, at det var en kommunal sagsbehandler/socialrådgiver der ville udveksle oplysninger med lægen om en specifik patient.
Lægen sagde direkte, at hvis kommunen ønskede oplysninger om patienten kunne de henvende sig med ønsket om en lægeerklæring iht givne regler.
Senere erfarede jeg, at kommunen ofte ringer til eksempelvis genoptræningssteder for at debatterer om behandlingen nu også er nødvendig, da den er økonomisk krævende. Om ikke de kommunale holdtræningstilbud kunne være befordrende for patienten. Oftest taler vi om patienter, med enhver diagnose, som har en vederlagsfri henvisning.
Her kunne det være interessant, hvis nogen (dig) foretog en opringning til diverse genoptæningssteder, eller div handicaporganisationer, for at stille spørgsmålet:
"
Bliver I ofte kontaktet af kommunen uopfordret, som ønsker at indleden en dialog om en specifik patients træningsbehov?"
"
Denne patients behandlingsforløb er økonomisk krævende, om der var andre muligheder?"
Rent tilfældig og undtagelsesvis, får patienten viden om disse forespørgelser, ved tilfældigheder. Ej heller fremgår det af patientens journal.
Min erfaring siger mig at disse henvendelser sker oftere end man forestiller sig.
Håber du vil gøre os opmærksom på, om og hvornår du eventuelt har en artikel klar.
Bedste hilsner
Peter
