[phhmw]

https://socialraadgiverne.dk/faglig-...heder-svigter/

Hvad sker der, når de sociale myndigheder svigter – bliver borgeren kompenseret for myndighedernes fejl?

Østre Landsret afsagde 22. januar 2020 dom i den såkaldte ”Svømmepigesag”. Til trods for at pigen utvivlsomt havde lidt et velfærdstab, blev kommunen frifundet, og der var ikke grundlag for en godtgørelse. Landsretten lagde til grund, at det var en fejl, at pigen ikke fik bevilget socialpædagogisk støtte til ledsager (Lolland Kommune havde ikke fulgt Ankestyrelsens afgørelse). Landsretten fandt imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at generne for pigen havde haft et sådant omfang eller været af en sådan karakter, at det har indebåret en krænkelse af hendes selvværd eller omdømme. Der var derfor ikke grundlag for at tillægge pigen godtgørelse for tort.

Der vil normalt kun være grundlag for godtgørelse, hvis der er tale om meget grove og alvorlige krænkelser. I dommen U 2017.3272 Ø (”Slagelsedommen”) havde de sagsøgende børn (nu voksne) i barndommen været udsat for overgreb af seksuel, voldelig og/eller ydmygende karakter, og kommunen havde ikke reageret på gentagne underretninger.

Selve overgrebene var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (tortur, umenneskelig eller vanærende behandling). Slagelse Kommune ifaldt ansvar og skulle til hver af sagsøgerne betale 100.000 kr. (de havde forud indgået forlig og modtaget hver 200.000 kr.).

Er det muligt at få erstatning?

Hvis der er lidt et økonomisk tab som følge af, at de sociale myndigheder har handlet erstatningspådragende, er der grundlag for erstatning. Retspraksis viser dog, at der skal meget til, før langsommelig sagsbehandling og andre fejl i sagsbehandlingen er erstatningspådragende for en kommune.

Selv om borgere lider et økonomisk tab som følge af de sociale myndigheders svigt, er det kun de færreste, der har ressourcer til og mulighed for at gå til domstolene. Der er stort set ingen kommuner, der frivilligt betaler erstatning, selv om der er lidt et tab som følge af mangelfuld sagsbehandling. En betydelig del af sagerne ved domstolene bliver i øvrigt ført med støtte fra faglige organisationer m.m.

Hjælper det at klage?

I 2019 afgjorde Ankestyrelsen 26.439 klager over kommunernes afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet. Omgørelsesprocenten var 33. Når en borger klager over en kommunes afgørelse, skal kommunen genvurdere sagen og rette eventuelle fejl; kun hvis kommunen fastholder afgørelsen, videresendes sagen til Ankestyrelsen.

Omgørelsesprocenterne skal behandles af den enkelte kommunalbestyrelse på et møde en gang om året. Dette har tilsyneladende ikke haft den store effekt, der er kommuner, der fortsat har meget høje omgørelsesprocenter.

Reagerer det kommunale tilsyn (Ankestyrelsen) overfor disse kommuner? Nej –

”Det er Ankestyrelsens opfattelse, at en høj omgørelsesprocent ved en klageinstans i en kommunes afgørelsessager som udgangspunkt ikke i sig selv er en generel ulovlig handling eller undladelse, som kan påtales af det kommunale tilsyn. En undtagelse hertil er dog den situation, hvor det kan påvises, at en kommune har truffet en generel beslutning om at anvende ulovlige kriterier i enkeltsager.”

Det forekommer reelt aldrig, at en kommune eksplicit og påviseligt træffer en generel beslutning om at anvende ulovlige kriterier i enkeltsager.

Hovedkonklusioner

Borgerens retssikkerhed

Hver tredje sag på social- og beskæftigelsesområdet bliver omgjort. Der er begået så væsentlige fejl, at en tredjedel af afgørelserne er forkerte eller ugyldige. På børnehandicapområdet er det over halvdelen af sagerne, og problemet er stigende.

Det er relevant at spørge:

Bliver der gjort tilstrækkeligt for at undgå, at de sociale myndigheder svigter i form af forkerte afgørelser og tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsgarantier?

Har vi i dag et system, der er i stand til at sikre, at borgeren får oprejsning i form af godtgørelse eller erstatning, når de sociale myndigheder svigter?

Er medarbejderne i kommunerne, herunder socialrådgiverne, de kommunale ledere og politikerne i kommunalbestyrelserne i stand til at sikre borgernes retssikkerhed på det sociale område?

Hvis der opstår den særlige situation, at en overordnet giver en ordre, hvor det er klart, at den er i strid med loven, så har den underordnede embedsmand, herunder socialrådgiveren, pligt til at sige fra og må ikke følge ordren.

Omgørelsesprocenten er andelen af realitetsbehandlede klagesager, hvor afgørelsen enten er direkte forkert eller behæftet med så væsentlig retlige mangler, at den er ugyldig. Derudover er der mange sager med formelle fejl, der ikke har påvirket afgørelsen – de medfører alene kritik og tæller ikke med i omgørelsesprocenten.

Omgørelsesprocenter – social- og beskæftigelse

Kun et fåtal af de afgørelser, kommunerne træffer, bliver påklaget og også kun et fåtal af de forkerte og fejlbehæftede sager. Som følge af kommunens forpligtelse til genvurdering er der grund til at antage, at der er lige så mange forkerte og fejlbehæftede afgørelser blandt de sager, der ikke bliver påklaget. Ankestyrelsen har gennemført et stort antal praksisundersøgelser af kommunale afgørelser, der ikke har været påklaget. Undersøgelserne viser generelt fejlprocenter på niveau med klagesagerne.

Hilsen Peter