Hej!!
Der er bare skrevet så mange gode ting her, så ved ikke om jeg kan byde ind med noget du ikke har hørt før, men jeg kender så alt for godt til at familien og jeg går fejl af hinanden.
Jeg har haft mine smerter i snart 20 år, og min familie har stadig ikke forstået at jeg har smerter.. De har givet mig rollen i familien, som den stærke, den der kan klare det hele... Uanset hvad jeg siger og gør, så hører de ikke hvad jeg siger.
Men jeg vil hellere have mindre kontakt til familien, og så have det så godt som jeg nu kan have det. En familie er ikke altid et plus, den kan lige så godt være et minus. Kontakt med dele af min familie kræver så meget af mig, at det tager flere uger at komme ovenpå, så vil jeg anse den del for at være et minus..
En sætning jeg hørte engang, har jeg ofte ladet køre igennem mit hovede ;
"Man behøver ikke elske et menneske, bare fordi man er i familie. Men man skal respektere det menneske, på lige fod med alle andre mennesker"
Den eneste familie jeg har sagt JA til er min egen lille familie, ægteskabet er det eneste forhold vi siger ja til.. En familie er en gruppe mennesker man er født til at være sammen med, det er ikke ensbetydende med kærlighed.
Det eneste der kan forventes er vel en form for respekt, for andre menneskers forskelligheder, også indenfor familien
Håber du kan bruge det til noget, om ikke andet er det nogen gange rart at vide, at man ikke er den eneste som har det sådan
