[Cillenolle]

Det lyder måske hårdt og der er altid 2 sider af samme sag. Jeg kan jo kun fortælle min og måske dukker der nogle gode råd op her.

Jeg har ADHD, et psykisk handicap og dertil i perioder depressioner og angst. Jeg havde et sammenbrud i efteråret 2008 og havde alle intentioner og forventninger om, at komme ovenpå og igang igen. Det skete bare ikke.

Her 10 mdr. senere er jeg ikke kommet ret langt, tværtimod. Får sygedagpenge, går på skole en gang om ugen og prøver at være mor hjemme. Mit håb og ønske er, at blive godkendt til fleksjob.

Min familie og svigerfamilie er slet ikke i stand til at hjælpe og støtte mig. Tror bestemt ikke det er ond vilje, men de forstår ikke mig og ADHD. Har givet dem sååå meget materiale, men det ændrer ikke deres opfattelse af, at jeg skal tage mig sammen, nu er du for meget, andre har det meget værre, tænk på enlige mødre, du skal bare i arbejde, du fejler ikke noget, mymodens diagnose osv.

Det gør det rigtig svært for mig at snakke med dem. Jeg kan mærke, at jeg er depri i øjeblikket, men hvis de spørger hvordan jeg har, svarer jeg ikke oprigtigt, da jeg ved ikke forstår og kommer med en "kvik" bemærkning. Jeg er begyndt at trække mig og lave ting, som jeg kan mærke gør godt for mig, men det er uden dem. I deres samvær bliver utryg, usikker og nervøs og det tager gerne et par dage at komme ovenpå igen.

Jeg ved de ikke forstår ADHD, ej heller mig, men der hvor det fejler for mig er, at de ikke accepterer mig. ADHD eller ej, det ændrer ikke på hvordan jeg har det og at mine problemer er der, uanset bogstaver. Den der med blod er tykkere end vand vejer tung på vægtskålen og gør derfor meget af pligt, men jeg har det ikke rart, når jeg er sammen med dem.

Mine venner og tidligere kollegaer er helt anderledes. De kommer gerne til mig, snakker gerne med mig om mig og tager mig bare som jeg er. Har jeg problemer af den ene eller anden slags, så hjælper de gerne. Jeg er meget overrasket over forskellen.

Familie er vigtig synes jeg, bare heller ikke for enhver pris. Synes det er rigtig øv at slås med hele det her sygdomsforløb, kommunen, at prøve at fungere og så med sin familie også. Jeg er meget konfliktsky, da jeg ikke er særlig god til at diskutere spontant, så jeg har kun et par gange fået sagt hvordan landet ligger.

Dette er selvfølgelig et ganske kort resume, jeg vil ikke skrive en roman. Måske nogle har erfainger eller råd eller andet.