[Draft]

Håber at jeg placerer det her det rigtige sted.

Sagen er den at jeg for et par år siden blev alvorligt syg og var nødt til at bruge lang tid på først genoptræning og så at komme mig over oplevelsen. Jeg er nu helt ovenpå igen fysisk og har kun få og milde mén. Nu er jeg så bare gået hen og er blevet voksen, helt uden at jeg har kunnet få de erfaringer fra arbejdsmarkedet og skolen som alle de andre på min alder har og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er lidt bange for at gå til kommunen, fordi jeg har haft så dårlige erfaringer med dem før. Jeg er mest af alt bange for at de vil prøve at presse mig ud i noget som jeg ikke kan klare, for det har de prøvet på før.

Jeg er så også så heldig at have en personlighedsforstyrrelse, som jeg først har fået diagnose på her for et halvt år siden og som jeg nu er i behandling for. Jeg kan skubbe mine tanker og følelser væk, men problemet er bare at jeg kan mærke det fysisk. Når jeg har været ude og lave noget får jeg det altid som om at jeg er syg med influenza/forkølelsessymptomer. Jeg ved jo godt at jeg ikke er syg, men det føles jo ægte og jeg har derfor haft store problemer i skolen hvor jeg simpelthen lå hjemme under dynen og var "syg" halvdelen af tiden.

Jeg har på grund af min personlighedsforstyrrelse haft mange dårlige oplevelser fra hvor jeg har prøvet at gøre mit bedste, men alligevel ikke har kunnet overkomme det og så er brudt sammen. Jeg har virkelig kæmpet.

Jeg ved med mig selv at jeg på nuværende tidspunkt, på ingen måde vil kunne starte i skole eller i fuldtidsarbejde. Når man er ufaglært, har nogle fysiske begrænsninger og de psykiske problemer som jeg har, ved jeg heller ikke om det er realistisk at tro at man vil kunne finde et arbejde? Et arbejde som man kan holde til, endda?

Samtidig mener jeg jo ikke at jeg hører til på kontanthjælp. Jeg har det jo fint, det er ikke fordi jeg sidder hjemme og græder hele dagen eller ikke kan tage mig sammen til at stå op eller tage ud og handle ind. Jeg er forholdsvis glad og velfungerende, bare ikke når jeg skal ud og lave noget. Samtidig så fik jeg en erstatning for Svie og Smerte, så jeg ved ikke om jeg syntes det er rigtigt at jeg så skal på kontanthjælp. Men når jeg tænker på hvordan jeg fik de penge, kan jeg ikke få mig selv til at bruge dem på "bare" at leve. Som det er nu, bor jeg stadig hjemme og betaler kun en smule til mine forældre. Men de er begge lavtlønnede og mine penge (ud over dem for svie og smerte) er ved at slippe op så det er ikke holdbart.

Jeg kan godt lide at lære og har (indtil min psykiske sygdom) klaret mig godt i skolen og det er selvfølgelig der jeg gerne vil tilbage på sigt. Så jeg har et mål, jeg er bare meget i tvivl om hvordan jeg skal nå derhen.

Det blev godt nok langt så tak til alle som har læst det igennem. Er meget nysgerrig på at høre om der er nogle andre som har været i en lignende situation og hvad i har gjort.