Citat:
Oprindeligt indsendt af Vovse
Når man er "i kløerne på" jobcentret er det vigtigt, at man viser hvad man kan/ikke kan, og ikke bare siger det. 
Det bedste du kan gøre, og som har hjulet mange andre (bl.a. mig selv), det er, at møde op til den aftalte tid hver eneste gang, så vidt du på nogen måde er i stand til det. Men lige så vigtigt er det, at du siger fra når ikke kan klare mere.
Når du ikke kan klare mere henvender du dig til din kontaktperson på stedet, fortæller hvordan du har det, og at du ikke kan mere i dag. Og så går du hjem.
Og så bør du skrive dagbog, så du kan dokumentere hvordan dit liv fungerer når du er i praktik. Begynd gerne på dagbogen et par uger før du starter i praktik, så forskellen bliver tydelig.
Aflever kopi af dagbogen til din sagsbehandler hver uge. Enten i mail, eller ved at aflever personligt på jobcentret. Hvis du afleverer personligt er det meget vigtigt, at du beder om kvittering for modtagelse.
Dagbog: http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog
Hvis du bliver hjemme, og ringer og sygemelder dig, så vil det ende ud i, at kommunen ikke har kunnet vurdere dig/din arbejdsevne. Og så er du ikke nået et skridt længere end før praktikken startede.
Jeg tænker, at det kan handle om, at der på papiret som minimum skal stå "10 timer", måske p.g.a. noget refusion eller andre regler.
Det skal du ikke tænke så meget på, men gøre som Misty og jeg anbefaler. 
Jeg vil anbefale, at du holder lav profil med din hobby, så længe du ikke er afklaret i jobcenteret.
Der er en risiko for, at det kan blive brugt imod dig.
Hvis du kan lave noget, som ikke er synligt for andre, så er det fint nok, men prøv at undgå de ting, som andre (f.eks. sagsbehandler) kan se. |
Tak for svaret, Vovse.
Ja, det må være sådan jeg skal gribe praktikken an. Jeg har allerede svært ved at se, at det kommer til at gå, men jeg er ikke typen der siger "nej" på forhånd, hvilket tidligere har resulteret i at jeg er blevet sendt i praktik 22 timer om ugen, hvilket slet ikke gik.
I øvrigt omtalte jeg ved sidste møde min interesse for musikken overfor sagsbehandleren, og at jeg kunne være interesseret i at komme i praktik i en musikbutik, musikbibliotek eller lignende - måske en pladeforretning. Det havde hun svært ved at se muligt, og uden at jeg har sagt eller nævnt noget om det, har hun noteret i min journal (som jeg kan se det på Jobnet), at jeg både er "Meget interesseret i at komme i praktik, og at det godt kunne være i et supermarked eller lager".
Jeg er i desuden opereret 5 gange i knæene, hvilket jeg vist ikke lige fik nævnt for jer, men har nævnt for jobcenteret. Det begrænser lidt min evne til at skulle gå rundt en hel dag m.v. De ynder, i hvert fald tidligere i København, gerne bare at skrive: "borgeren er opereret i knæet". Jeg tror dog de har skrevet rigtigt her i Odense ang. netop det.
Nåh, men som sagt, så er praktikken måske udskudt lidt, til der kommer mere styr på tingene, til psykiatrien siger at det er relevant osv. Jeg går pt. og venter på at få tildelt en bostøtte også.
Og øv, hvor er det irriterende, at man skal holde lav profil. Det er jo ikke en interesse, som jeg føler at jeg kan omdanne til noget reelt arbejdslignende - i hvert fald vil både chancerne for at "slå igennem" (både genremæssigt, men også bare med online undervisningsmateriale) være så minimale, samt at jeg ofte brænder ud på det og må tage lange (uger, måneder) pauser fra projekterne. At skulle undervise i virkeligheden er en helt anden, langt mere stressende og krævende verden, hvor jeg igen ikke selv kan bestemme tempo, indsats, tid, pauser m.v., hvilket jeg jo fx ville kunne selv bare på hobbybaseret musikundervisning med videoer. Men det er selvfølgelig bare den ene side af det, for som sagt skriver jeg også musik selv, og det er da forfærdeligt at skulle "stoppe" med det, eller i hvert fald med at dele det med andre, for det er da netop givende og udviklende at få feedback m.v.
Jeg kan sagtens se logikken i, at hvis man kan lave noget, så skal det vurderes i henhold til et job, men der må også være grænser for galskaben. Hvis jobbet går udover borgerens fritid (fx at man INTET får lavet i sin fri-tid og fritid, hverken opvask, tøjvask, hobbyer eller lignende), så må det da være mere fordrende og livsbekræftende for borgeren at kunne bruge blot den minimale energi og det minimale overskud der måske er til daglig, uden job, på noget der holder livskvaliteten oppe.
Sat lidt på spidsen, og så dog i forhold til kagebagning-eksemplet, hvad hvis jeg bruger 1½ time på at lave aftensmad hver dag (det gør jeg ikke, for jeg har sjældent overskud til det!), ville det så kunne holdes op i mod mig? Jeg bliver jo næsten bange for at lave noget som helst!
Nu kører mine tanker vist derudaf igen på fulde drøn.