|
Thomas Det tror jeg du har helt ret i og jeg tror det hænger sammen med at vores hjerner faktisk ikke er nået længere end til stenalderen.
Det har noget at gøre med overlevelse... vi skal faktisk ikke mere end 150-200 år tilbage i tiden (man man læse i historien) før vi her hjemme faktisk kasserede svage baby´er (nyfødte) også selv om at de var levende, såre simpelt fordi det var gak at føde på et barn som sikkert ville dø alligevel.
Er man ikke den stærke er man den svage og er man den svage er overlevelses mulighederne, nærmest ikke eksisterende (vi er flok dyr for en grund)
Så man var tvunget til som en af de svagere at pege fingre af en der inden var lige så svag eller endnu svagere, for at overleve selv, så længe man ikke selv var den svageste var der større chance for overlevelse, fuldstændig naturligt, sådan ER det jo altså nu en gang i dyreverdenen (og vi er et dyr, intelligent absolut men vi er stadig et pattedyr om vi kan lide det eller ej)
Jeg indrømmer blankt at også jeg har et vist behov for at pege fingre, og at jeg faktisk bruger k10 til det.
Jeg gør det ikke uden medfølelse altså jeg sidder ikke og skrald griner af folk, føler jeg at jeg kan bidrage med noget der kan hjælpe, så gør jeg det for det meste (og føler jeg at det er den sure realitet der er den bedste hjælp så er det den jeg kommer med) men det ændrer ikke på at EN af de rigtig mange ting jeg er glad for ved k10 er at jeg ind i mellem støder på mennesker der har der værre end jeg selv, det er s q rat ikke at være den eneste i verdenen der er havnet i lidt af en bæ-situation, rat at se at jeg måske alligevel ikke er havnet helt så ringe som jeg nogle gange selv syntes jeg er.
Og et eller andet sted er det vel også at pege fingre, jeg gør det bare ikke på en negativ måde, jeg gør det uden at angribe værgen den ene eller den anden og bruger det kun til mig selv i mit eget lille univers, det er ikke en gang så jeg siger til min gemal, og jeg udtrykker det højest ved at: du er jeg squitte spor misundelig på, hvilket jeg så heller ikke er, men der er det mere et udtryk for medfølelse end enlig ophøjelse af mig selv.
|