Åhh EntenEller
Jeg tror godt jeg forstår lidt af det du føler...
Tjah, det er sgu lidt svært det her. Før jeg blev syg havde jeg netværk og familie som jeg var en del sammen med, men efter jeg blev psykisk syg for nogle år siden forsvandt de lidt efter lidt. Jeg kan da ringe til en bror eller søster, men de forstår ikke en brik, og prøver nærmere lidt patroniserende at fortælle mig hvad jeg må have gjort forkert undervejs(blev psykisk syg efter flere års mobning på arbejdspladsen)..... Den slags familie gør kun ondt værre, men jeg definerer selv om jeg vil være som dem, eller bedre, SÅ..jeg ringer til fødselsdage og sender julekort, for selvom de ikke forstår mig og min sygdom, vil jeg ikke falde til deres niveau.
Jeg forstår ikke deres kulde og manglende empati og fraværet af deres ubetingede støtte. Det er som om hvis man er psykisk syg, kan familie og venner stille krav man skal opfylde for at få deres opbakning ? Jeg støttede dem når de havde behov før, men nu hvor jeg er nede til tælling, må jeg erkende at jeg altid har været alene..midt i min familie..
Godt jeg i det mindste kan se klart nu, familie er åbenbart som Herodes, når det går skævt vasker man hænder i en fart og kikker den anden vej..
mvh Nøvsen