Hey Yoku
Er ked af det på dine vegne over den negative oplevelse du har med smerteklinik, men måske forventningerne har været for høje efter alle de positive historier bla herinde?
Mange af dem der er positive har igennem uger, md og år oplevet at blive misforstået, fejltolket, påduttet psykiatriske diagnoser, kaldt hypokondere og mange meget værre ting. Og oplever så endelig - på smerteklinikken - at blive taget alvorligt, seriøst og talt til og med som et voksent menneske. Alene dette er så overvældende positivt at det er det hele værd - for nogle.
Personligt havde jeg samme oplevelse første gang jeg var på smerteklinik, ½ år efter at jeg endelig fik en diagnose (efter mange års smerter og nedladenhed fra sundhedssystemet generelt), og for mig var de 12 samtaler med en psykolog guld værd, fordi vi var ligeværdige og fordi denne psykolog faktisk vidste noget om hvordan det er at blive "dømt" til at leve med smerter resten af livet. Sammen med hende fik jeg sat ord på nogle af mine følelser omkring dette, og på den måde blev min familie og omgangskreds "skånet" for en del.
Samtidig havde jeg 12 tider hos deres fysioterapeut, også her følte jeg mig forstået og accepteret og de øvelser hun viste mig var tilpasset helt ned i småbitte detaljer så de passede til mig. Det var befriende at opleve denne ligeværdighed og accept på mine præmisser.
Derfor anbefaler jeg også altid smerteklinik som en positiv ting.
Anden omgang med smerteklinik, var lige så givende - men egentlig mest af alt fordi lægen til den første samtale understregede at jeg ikke måtte forvente at blive smertefri, men at man ville gøre alt hvad man kunne for at mindske mine smerter.
I denne omgang med hovedfokus på medicin, for det var det jeg bad om. Første gang nægtede jeg at tage medicin overhovedet, netop for at undgå at fokus lå der.
Desværre tåler jeg så ikke medicin overhovedet, så det var håbløst - og jeg blev efter mange forskellige forsøg afsluttet med beklagelse, og med tilbud om et nyt forløb ved psykolog hvis jeg havde behov for at vende det med hende.
Den socialrådgiver der var tilknyttet på det tidspunkt, var så ikke lige den skarpeste kniv i skuffen og var ikke til megen hjælp (næsten tværtimod), men jeg ved at mange også har haft gavn af netop at tale med socialrådgiveren. Og ikke at forglemme har mange fået meget klare statuserklæringer fra netop smerteklinikken, til brug i deres "sag" ved kommunen.
Når nogen så skriver at det er et tilbud og er frivilligt, så ryster jeg lidt på hovedet, for kommunerne bruger i meget høj grad smerteklinikkerne som "udvej" når de ikke ved hvad de ellers skal stille op med deres smerteplagede borgere. Og siger man nej tak, risikerer man jo at ens "sag" går i stå i det kommunale system. Og ja der røg frivilligheden jo....i min optik
Undskyld det blev så langt - god aften
