[zuza]

Amnesty har besøgt en familie på starthjælp i en mindre dansk provinsby. Far, mor og to børn bor i en lille toværelses lejlighed, hvor forældrene sover på gulvet i stuen, og de to børn deler det andet værelse. Familien er kommet til Danmark som flygtninge fra Iran. I Iran var de en velstående familie, men myndighedernes forfølgelse tvang dem til at opgive deres tilværelse og søge tilflugt i Danmark. Faren har psykiske og fysiske men efter fængsling og tortur. Familien lever nu på starthjælp, det vil sige for halvdelen af, hvad en familie på kontanthjælp skal leve for.

"På trods af min sygdom så har jeg virkelig søgt efter et arbejde og vi har begge spurgt om hjælp til at finde et arbejde. Vi har sendt jobansøgninger til Høje Tåstrup jobcenter, og til alle fabrikker der er i området. Men vi får slet ikke noget svar. Hvad kan vi så gøre?"

http://www.amnesty.dk/default.asp?page=3038&lang=da

"De andre børn har nye cykler, men vores børn har ingen. Andre børn har mobil, men vores børn har ingen mobil. Vi er meget anderledes ... Skolen laver cykelture, og mine børn har ikke cykler. Så kommer de ikke med." (Mor til tre, CASA 2006)

"De andre børn driller. De siger: 'Genbrugstøj, genbrugstøj.' Fordi vi skal gå i genbrugstøj. Han har sagt det til mig tre gange: 'Far, de andre børn driller mig, genbrugstøj siger de.'" (Far til tre, CASA 2006)

"Vi prøver at være hjemme det meste af tiden, for vi bruger mindre penge, når vi er hjemme."(Far til tre, Amnestys interview)

"Min søn leger med naboens søn, og han kommer tit ind til os og ser også, hvordan vi bor, og fx at vores værelser er uden senge. Da naboens søn så havde fødselsdag, bliver han spurgt, hvad han ønsker sig, og han svarer, at han gerne vil have en ny seng. Faderen tjener gode penge og siger: 'Ok, så køber jeg en ny seng.' Og så siger hans søn: 'Så giver vi min gamle seng til Hussein.' Altså til min søn. De kommer så en dag og siger goddag, og vi inviterer dem indenfor og byder på kaffe og te, og så siger de, at de gerne vil give Hussein en seng. Og jeg spørger, hvorfra de ved, at min søn ikke havde nogen seng? Så fortæller faderen, at det har deres søn fortalt. (...) Faktisk fik jeg tårer i øjnene. Vi havde 80 hektar rismarker før revolutionen (i Iran i 1979), hvor vi boede i et hus på flere hundrede kvadratmeter, og jeg er barn af berømte forældre. I dag er jeg flygtning her, og jeg har ikke råd til at købe en seng til min søn." (Far til to, CASA 2006)

Mad på starthjælp

"Starthjælp er nok til overlevelse. Ikke til mad tre gange om dagen, men det er nok til en morgenmad og en aftensmad. Vi bliver nødt til at blande nogle billige madvarer ind i vores mad. Vi kan ikke spise, hvad vi har lyst til hver dag." (Far til tre, Amnestys interview)

"Jeg synes, man skal lave god mad. Madpakken til børnene er meget vigtig ... Men vi kan ikke lave gode madpakker. Vi køber frugt for at kunne give dem to gange om ugen. Frugt, grøntsager og økologiske varer. Det er godt. Det er meget vigtigt, synes jeg. Men vi kan ikke ... og fordi de vokser. Min store søn er 14 år ... de spiser meget ... Hvis de er meget sultne siger de: 'Vi er meget sultne' og 'skaf det, mor.' Men jeg kan ikke skaffe det hele tiden ... Vi tænker hver dag på den mad, vi skal have at spise ... Vi kan kun tænke på at spise ... Vi tænker hver dag på, hvordan det slår til." (Mor til to, CASA 2006)

Skoleudflugter på starthjælp

"Min ene søn skal til Sverige med sin fodboldklub i næste uge, og min anden søn skal til Holland, og jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg skal hjælpe dem, hvordan skal jeg klare det? Jeg kan ikke lade være med at sende dem af sted. Hvis jeg ikke sender mine børn af sted, bliver jeg beskyldt for, at 'han er muslim, og han begrænser sine børn'. Jeg kan heller ikke råbe op om - 'hør alle sammen, vi har ikke råd til det' - det vil jeg heller ikke gøre. Hvis jeg ikke sender dem, vil det ikke være godt for dem, det vil ikke være godt i forhold til de andre på skolen."
(Far til tre, Amnestys interview)

"For eksempel siger skolen: 'Om nogle dage skal vi til Tivoli, vi skal bruge 300 kroner.' Når jeg kun har næsten 2.000 kroner til resten af måneden, hvordan skal jeg så få råd til at betale 300 kroner? Jeg taler ikke om at købe bukser til 2.000 kr. til min søn. Jeg taler om de ting, som er hverdagsnødvendigheder. Han er den eneste udlænding i sin klasse, alle skal i Tivoli, hvordan kan jeg sige nej til ham? Jeg kan ikke sige nej til ham ..." (Far til tre, Amnestys interview)

http://www.amnesty.dk/default.asp?page=3043&lang=da