Jeg havde svært ved at svare, fordi min Far er død, og min Mor og jeg er så nær, så jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det ville være med sådan en Mor.
Men når jeg læser de andres svar, så synes jeg det lyder korrekt.
Man skal ikke finde sig i hvad som helst - heller ikke fra en mavesur forælder der forpester mere end forsøder!
Synes det er fint du har skrevet et brev, det fortæller at du er et empatisk menneske der egentlig vil din Mor det godt og gerne vil give hende chancen for at være med, såfremt hun kan finde ud af at stikke piben ind og begynde at sprede lidt optimisme omkring sig.
Desværre bliver syge mennesker ofte pisse onde i sulet, og det kan være enormt træls at være vidne til. Tror faktisk det er noget psykisk, det er deres eget liv de forbander, og så skal det så gå udover alle i nærheden, så de på dén måde kan blive endnu mere ensomme og selvforhadte, for de skaber selv situationen og har nemt ved at kamme over, så alt bliver endnu værre, for tilsidst at ende med de sidder alene og graver i selvmedlidenheden. De er da oplagte lækkerbidskner for en psykolog!!
Jeg kender iøvrigt godt typen, men har en evne til at ignorere deres luner, min onkel var også sådan. Så jeg var mere ,,jaja, sæt dig nu dér og hold kæft og æd din kage....eller du siger ikke et ord, hvis det skal være negativt!!!
Vi blev faktisk som pot og pande, og når der var noget galt, så var det altid mig han ringede til
Tror godt han kunne lide at jeg aldrig føjede ham, og altid fik sat ham på plads. De andre stod nærmest på pinde for at behage ham...og det gjorde det hele meget værre.