Gennem de mange år, K10 har kæmpet for at få kommunerne til at overholde Retssikkerhedslovens §3 stk.2, omhandlende sociale sagsbehandlingstider, har vi set mange snedige tiltag for at misfortolke denne vigtige lov.
Vi har kørt ca 34 Tilsynssager og vundet dem alle.
Ombudsmanden har været inde over enkelte gange.
Folketingspolitikere har været inde over.
K10 har foranlediget en lovskærpelse i 2010 L117.
Mange kommuner gemmer deres offentliggjorte frister.
I dag 26 år efter Folketinget vedtog Retssikkerhedsloven har mange kommuner endnu ikke vedtaget og offentliggjort disse frister.
En enkelt kommune har tabt 2 gange ved Tilsynet.
I denne tråd findes alt dokumentation om, hvordan loven skal fortolkes.
Nu har kommunerne fundet en ny måde at omgås ånden i loven.
Nu er kommunerne begyndt at påstå, at den sagsbehandling der foregår
uden for kommunerne, ved læger, speciallæger, hospitaler etc den tid IKKE indgår i den offentliggjorte sagsbehandlingstid, ved kommunerne:
Eksempel, en tekst der er at læse sammen med de offentliggjorte frister:
"
Forudsætningen for målsætningerne om de maksimale sagsbehandlingstider er, at kommunen er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe en afgørelse i de konkrete sager, hvis kommunen ikke er i besiddelse af disse oplysninger forlænges sagsbehandlingstiden. Det vil sige at der eksempelvis foreligger eventuel fuldmagt til at andre kan være part i sagen, hvis det ønskes eller at borgeren er partshørt i de sager hvor kommunen har indhentet oplysninger fra andre instanser, særligt sagkyndige, læger med videre.
I en lang række ansøgningssager sker en del af sags behandlingen udenfor kommunen, hos læger, specialister etc. denne del af sagsbehandlingen er
således ikke medtaget i oversigten jf. ovenstående."
Konsekvensen af denne tekst må være, at hvis en kommune eksempelvis har offentliggjort en sagsbehandlingsfrist på 8 uger for kropsbårne hjælpemidler, kan du ikke forvente en afgørelse inden de 8 uger, da sagsbehandlingstiden forlænges med et ukendt antal dage/uger/måneder, som omgivelserne er om at sagsbehandle kommunens henvendelser til omgivelserne.
Denne ukendte forlængelse af den politisk vedtagne frist, har borgeren ikke mulighed for at kende eller forudsige.
Her har sagsbehandleren så igen magten til at fastsætte længden på et sagsforløb, som loven jo netop skulle forhindre. Hvis sagsbehandleren har travlt, udskyder sagsbehandleren en henvendelse til et hospital for en udtalelse. Så nu er vi hvor vi startede.
Check din egen kommunes TEKSTER ud for sagsbehandlingsfristerne.
Der arbejdes på en løsning! Fordi, at det må ikke være embedsmænd/kvinder der bestemmer sociale sagsbehandlingstider i egne sager!
Hilsen Peter
