Du får lige den korte version. Måske ikke den mest opmuntrende.
Som barn havde jeg en del gener af hybermobilteten fx forstuvede ankler og smerter i albuer/håndled. Samtidig var jeg rigtig god til at gå i split og spagat.
Der blev ikke taget nogen forholdsregler, og når jeg havde svært ved at følge med fx i idrætsundervisningen, så blev jeg latterliggjort af læren.
Med tiden voksede jeg fra generene (troede jeg) og udnyttede fordelene ved hybermobiliteten. Rigtig smart.
Jeg levede egentlig i fred og fordragelighed med hybermobiliteten i mange år. Altså jeg kunne godt få ondt i ryggen og i armene mm. Jeg kunne dog uden problemer bortforklare det over for mig selv.
Først da jeg blev gravid, brød helved løs. Jeg fik bækkenløsning....og ikke bare en lille diskret en! Desværre blev det bestemt ikke bedre efter fødslen. Jeg kunne ikke passe mit arbejde osv.
Efter barn nummer to + en lang sygemelding forsøgte jeg mig med et uddannelsesskifte.
Det endte dog også i en sygemelding. Nu får jeg pension.
Det har rigtig store konsekvenser for mit daglige liv. Fx har jeg stort set intet kunnet foretage mig den seneste uge. Kun det mest basale - tøj på, hente børn (min mand laver aftensmad + al det grove). Andre uger går det bedre, men jeg skal altid passe på, og kroppen overbelastes hurtigt.
Mit bækken, hofter, ryg og arme er fuldstændig håbløse. Knæ og ankler er ramt i mindre grad.
Min træning er vigtig for at stabilisere mest muligt, men samtidig kan jeg ikke holde til ret meget træning, så det er en svær balancegang.
Flere i min familie er hybermobile i forskellige grader. Nogle kan passe et arbejde på normale vilkår, andre arbejder lidt/fleksjob og så er nogle endt på pension.
Fællesnævneren er vist at børnefødsler og 40 års alderen er kritiske punkter.