|
Ja, undervejs i et STU-uddannelsesforløb, kontaktede vi jobcenteret og søgte førtidspension. Det stod klart for både undervisere og ham og jeg, at det ikke gav mening at lede efter kompetencer som kunne tilpasses arbejdsmarkedet. Selvom bostedet prøvede med medicin, hvilket bare gjorde alt værre. Som om livet med et psykisk handicap ikke var svært nok i sig selv.
Alle papirer fra psykiater, psykologer, lærere, speciallærere og pædagoger pegede i samme retning, men det var først efter en kort praktik, 3 uger, og endnu en psykologtest, foranlediget af jobcenteret, at "sagen" blev anset for tilstrækkelig belyst. Det forargede mig faktisk at kommunen mistroede tidligere psykiatri- og psykolograpporter, og ville have lavet "deres egen".
Så ja, først aktindsigt, så supplere med manglende dokumenter, rette forkerte oplysninger (ikke altid muligt) og så insistere på at der blev taget hensyn til hans vanskeligheder.Jeg havde indtryk af, at man efterhånden blev lidt klogere på hans udfordringer, men jeg ved selvfølgelig ikke om man blot talte mor her efter munden. I det sidste halve år ringede jeg og rykkede hver måned.
Der er jo tale om ikke synlige handicaps, og med mange udskiftninger af sagsbehandlere, skal man igennem et filter af uforstand, mistro og nedværdigelse. Gang på gang. Og samtidig prøve at skærme et sårbart menneske. Tungt.
Følger Jer.
|