|
Altså uanset hvad din sagsbehandler mener om dagbøger så vil jeg råde dig til at skrive en og så kan du jo aflevere den i receptionen med besked om at den skal lægges i din sag, eller tvinge din modvillige sagsbehandler til at tage imod den, naturligvis mod kvittering i begge tilfælde.
Når så sagen kommer til rehabiliteringsteamet indgår den jo alligevel, uanset hvad din sagsbehandler måtte mene om dagbøger og det samme hvis sagen ender i Ankestyrelsen.
Der findes ministersvar på nettet som svarer at en borger har ret til et liv uden for arbejdet.
Hvis du er interesseret kan jeg (eller nogle af de andre hvis de kommer først) forsøge at finde dem til dig.
Når du begynder at arbejde igen, så må du selv sørge ekstra for at passe på dig selv, når jobcentermedarbejderne så tydeligt gør det modsatte.
Jeg har selv problemer med at mærke mine grænser, hvis der kommer en reaktion fra kroppen er den altid forsinket, jeg har simpelthen måtte sætte tids grænser for mig selv, lavet ud fra tidligere erfaringer.
Så når jeg laver en aktivitet som jeg ved af erfaring ødelægger mig så bliver jeg nødt til at stoppe efter fastsat tid også selv om kroppen endnu ikke har sagt fra.
I arbejdsprøvningen meldte jeg mig endda syg en enkelt gang og gik hjem før tid da opgaverne var af en sådan art også selv om kroppen endnu ikke havde sagt fra da jeg gik, alligevel var det ikke nok, jeg kastede op ved hjemkomsten og jeg lå alligevel brak resten af dagen og havde dårligt kræfter til at spise aftensmaden.
Jeg fortalte det naturligvis ikke til nogen at jeg sygemeldte mig uden at kroppen havde sagt fra endnu og skrev det heller ikke i dagbogen.
I min dagbog fremgik det så når jeg måtte hjem og kaste op og når jeg ikke kunne lave personlig hygiejne osv.
Nu er jeg så heldig at have en bedre sagsbehandler end din og at den eksterne aktør som var min jobkonsulent har været fantastisk, men jeg er ikke i tvivl om at dagbogen har en stor del af æren for den rapport aktøren har skrevet og at den har en del af æren for min sagsbehandlers totale kovending i sin indstilling.
Hvad menes med den sidste linje om at hvis du ikke kan gennemføre flere praktikker så kan kommunen ikke hjælpe??
Truer de med at du skal gennemføre ellers så er du "selvforsørgende" og de gider ikke hjælpe yderligere?
Du må bare sikre dig at arbejdsprøvningen gennemføres ved hjælp af k10's metode og ikke kommunens metode.
Kommunens metode er formodentligt at du for enhver pris skal komme hver dag og knokle i de timer som er fastsat og som formodentligt skal øges over tid så du kommer op omkring de 18,5 til 25 timer hvor du kan betragtes som selvforsørgende.
K10's metode er at møde frem for næsten enhver pris, hver eneste dag, for hvis man ikke møder op hver dag, men melder sig syg hjemmefra så ender kommunen med at underkende arbejdsprøvningen fordi der ikke er nok fremmødte dage.
Men ifølge k10's model så melder man sig syg og kører hjem så snart man mærker kroppens signaler og her skal du virkelig være på da du mangler signalerne bliver du nødt til at bruge din erfaring.
Man kører hjem så snart man ikke kan mere også selv om man netop er ankommet, det kunne eksempelvis være de dage man har det så dårligt at man normalt ville have ringet og sygemeldt sig.
|