|
Jeg vil medgive, at jeg har en teori om, at hvis jeg havde fundet ud af i tide, at jeg var psykisk syg. Så kunne jeg måske have haft tilknytning til arbejdsmarkedet.
Her snakker vi da jeg var 18-19 år, da jeg set i bakspejlet havde første officiele depression, på egne ben, så at sige. Der var også nogen i teenage årene, men der var jeg ikke et selvstændigt individ, og havde ikke samme ro til at mærke at jeg var syg.. Og jeg skjulte også min tristhed.
Det var det helt store problem, at jeg skjulte hvor dårligt jeg havde det.
Som jeg så kan se det, så havde jeg nok aldrig klaret adgangskravene til et ressourceforløb i sin tid. Da man, som jeg kan forstå det, skal være på niveau med at blive indstillet til førtidspension.
Psykisk sygdom er usynligt, for det utrænede øje. Og også usynligt for en selv, hvis man ikke ved bedre.
Og som bipolar har man perioder hvor man er, for glad. Hvor man reelt også er syg...
Fysisk sygdom er til at tage og føle på, bogstavligt. Og lettere at få gjort noget ved i tide, er mit bud. Så snart det gør rigtig ondt et sted f.eks. så kommer de fleste af os nok til læge idag.
Men jeg må understrege at jeg ikke ser psykisk eller fysisk sygdom, som værre eller bedre, i forhold til hinanden.
Psykisk sygdom kan blive opdaget så sent, at løbet er kørt. Og det er det, der er sket her.
Hver depression har forværret problemerne. Hvis de var standset i tide, ja, who knows.
Fuldtidsbeskæftigelse, var uden tvivl min katalysator alle gangene. En tidlig tilkendelse af fleksjob havde måske hjulpet dengang.
Men jeg havde død og pine været ulykkelig, hvis jeg skulle igennem noget der kunne ligne et 10 årigt forløb fra idag, og til jeg ramte de 40 år. For at genopfinde den dybe (diagnose) tallerken. Der består i min arbejdsevne er væk.
Det er min overbevisning at jeg ville komme ud på den anden side, med formindsket funktionsevne.
Mit bedste bud på hvorfor der blev flere og flere psykisk syge, er at det er fordi kravene til os som mennesker bliver større og større, især på det uddannelses/arbejdsmæssige område.
Men også i det hele taget. Alle de idealer mange unge tror de skal, og kæmper for at, leve op til. Alt skal være én stor succés.
Og det kan man sige, det er måske her rummeligheden mangler, eller rettere, behovet for dem som ikke kan tage en universitets uddannelse. For nu at overdrive og fremme forståelsen.
Der er så mange flere muligheder idag, for at komme ud og opleve nederlag, når man ikke kan det samme som alle andre.
Og har man så frøene i sig, til psykisk sygdom. Så kan hvert nederlag risikere, at være det afgørende, for at de spirer og slår rod.
Men bliver man stresset og deprimeret nok, så skal man også nok tage skade. Selv om man i generne er sund og rask.
Det kan ende i hjerneskade, i form af dårlig hukommelse f.eks.
Tinnitus blev det så, for mit vedkommende.
Og så kører den onde cirkel. Både for personen, men også for samfundet. Som bogstavlig talt får regningen, når en borger så falder igennem. Og øger presset på de tilbageværende borgere, som skaber sikkerhedsnettet.
|