[phhmw]

https://www.mm.dk/artikel/professor-...QycNA.facebook

KOMMENTAR: De fattige og kortuddannede ville ikke være nær så dyre at hjælpe, hvis sundhedsvæsenet var indrettet lige så godt til dem, som det er til de rige og veluddannede, skriver professor Morten Sodemann.

Af Morten Sodemann
Professor, global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet, og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Sundhedsprofessionelle opfatter generelt psykisk syge, socialt udsatte og andre særligt sårbare patienter som et problem i sundhedsvæsenet. Men sundhedsvæsenets rolle er stiltiende defineret af flertallet – middelklassens – behov.

Hvem siger, det ikke er omvendt, nemlig at sundhedsvæsenet primært er for de ressourcefattige, udsatte og sårbare patienter, og at det er middelklassens patienter, der forstyrrer produktionen? Hvem er det egentlig, der støjer mest?

Danske Regioner holdt 7. november 2019 den første sundhedspolitiske konference 'Sundhed for alle', hvor temaet var ulighed i sundhed.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldte ulighed i sundhed "en sten i skoen" – et emne, som vi altid lige skal huske at nævne.

Men som professor emeritus og ekspert i ulighed i sundhed Finn Diderichsen tørt har påpeget: "Ulighed kommer op som tema cirka hvert tiende år."

Og han har ret, for Danske Regioner prøvede for præcis ti år siden, i deres første spæde år i 2008 til 2010, at gøre lighed i sundhed til deres primære opgave.

Man dør ikke af fattigdom

Dét projekt fik Venstre-regeringen og dens daværende støtter sat en stopper for, da man afledte regionernes opmærksomhed på de udsatte ved at sætte dem til at bygge og finde penge til supersygehuse, new public management, overstrukturering, hyperdokumentation, udredningsret og diagnosegaranti.

Men nu er det oppe igen, og sundhedsminister Magnus Heunicke har endda oprettet et kontor til bekæmpelse af ulighed i sundhed.

Ministeren kaldte det en sten i skoen, men i virkeligheden er det den evige elefant i rummet eller, som de siger i England, gorillaen på kagebordet.

Når man taler om social ulighed i sundhed, beskriver man det ofte som en ulighed, der skyldes fattigdom, kort uddannelse og køn. Men man bliver ikke syg af at være fattig, man bliver ikke multisyg af at have kort uddannelse, og man dør ikke af at være mand.

Man dør af årsagerne til fattigdom og kort uddannelse og af konsekvenserne af fattigdom og kort uddannelse. Der er intet magisk ved skolegang eller penge i forhold til at beskytte sig mod sygdom eller skaffe sig den bedste behandling og genoptræning.

Forskning giver ansatte ubehag

Det betyder, at for at komme ulighed til livs er det vigtigt at forstå, hvordan ulighed virker – hvilke mekanismer der kommer i spil, som påvirker risikoen for sygdom, behandling og overlevelse.

Vi ved, der er ulighed i sygehusbehandling på alle områder, ikke mindst kræft og hjerte-kar-sygdomme.

Men vi ved ikke præcist hvorfor, og hvilken rolle læger og sygeplejersker spiller i denne ulighed.

Dét skal der forskes i, men netop det fokus er ubehageligt for sygehusene og dets ansatte, der hellere så, at ulighed udelukkende var et socialt problem, som sygehusene ikke har et ansvar for.

Sundhedspolitikerne og regionsrådene er heller ikke voldsomt begejstrede for, at kvaliteten, som de er politisk ansvarlige for, skal analyseres.

Men hvis vi vil uligheden i sundhed til livs, skal vi forstå, hvordan og hvor den virker, så vi kan sætte ind præcis der, hvor der er størst effekt.

Hlsen Peter