[phhmw]

https://www.facebook.com/TheBackToLi...type=2&theater

Hvorfor får en person at vide, at de aldrig kommer til at gå igen? 🤓

Fordi det er fysisk umuligt? Eller fordi vores (velfærds)samfund ikke vil løse opgaven? 🧐

Her er Christina, som i Januar 2016 pludselig røg i kørestol uden man helt kunne finde ud af hvorfor. Først fik hun diagnosen 'funktionel lidelse', men på centeret for netop 'funktionelle lidelser' kom de hurtigt til den konklusion, at det var ikke dét, der var tale om. 🙃
Herefter kom Christina på højtspecialiseret genoptræningsophold, men i løbet af det 6 ugers forløb blev hun uheldigvis syg og dårlig, så træningen blev taget fra hende de sidste 4 uger, uden at nogen egentligt vidste, om det var træningen, der forårsagede tilbagegangen.

Centeret og hendes kommune konkluderede sammen, at "hun aldrig kom til at gå igen" og "det skulle hun lære at leve med". 💔

Christina kontaktede os. Hun havde et brændende ønske om at få lov at prøve. Så stort et ønske - og helt unik indstilling - at vi lod hende komme ind på centeret uden en bevilling. ❤️

Efter lidt over 6 uger kunne hun gå. 18 meter på 6 min ved høj gangvogn. Skridtene var meget bedre, mere stabilitet i fodleddene, bedring i armene, balance, hun kunne kravle og generelt bare utrolige fremskridt - alene ved, at hun fik lov. 💪😍

Vi henvendte os til kommunen med resultaterne. Vi fortalte, at der var tydelig fremgang for Christina ved intensiv træning og vi anbefalede, at kommunen opstillede sådan et tilbud for hende eller lod hende fortsætte hos os eller noget lignende.

Christina og vores projektleder blev kaldt til møde om hendes fremtid. Et møde, der mest af alt handlede om alt dét, kommunen i hvert fald ikke kunne gøre for hende. 😯

Vi forsøgte at argumentere for, at de jo bare kunne lade hende fortsætte, når det tydeligvis virkede. Noget som andre kommuner mm. er begyndt at gøre.

"De skulle nok behandle ansøgningen, men det var nok højest sandsynligvis heller ikke muligt...".

I dag er der gået lidt over 3 uger siden mødet. Christina har endnu ikke hørt ét eneste ord. 👎

Samme kommune - i en anden afdeling - har booket vores projektleder til at holde foredrag for dem snarest, omkring hvordan man genoptræner mennesker hurtigere, billigere og hvordan fremtiden kunne se ud.

Spørgsmålet er efterhånden mest af alt, om man overhovedet VIL se løsningen? 🤓

Dét håber vi, at man vil og vi fortsætter vores daglige arbejde for at flere får øje på, hvor simpelt, legende og socialt genoptræning kan være. Og det skal lige siges, at der tydeligt ér en udvikling i gang. Vi gør bare vores for, at udviklingen sker imorgen, fremfor om 25 år. 🚀

I mellemtden har Christina fortsat hendes træning og til vores seneste gangtest gik hun 100 (!) meter på 6 min. 😍😍😍

Vi fortsætter med at have et center, der ikke kigger på hvad der er 'realistisk' og 'muligt' (især når det virker lidt som om, at den realistiske vurdering ikke engang kommer fra en løsningsorienteret tankegang), men i stedet lader vi yderst motiverede mennesker jagte deres mål, fokusere på processen, have det sjovt og så ser vi hvor, de ender. 🚀

For hvad har vi egentligt at tabe i de situationer? ❤️

Og husk, at træne udenfor din kørestol, hvis du gerne vil ud af kørestolen. Husk at træne uden dine krykker, hvis du gerne vil smide dine krykker. Husk at træne uden din dropfodsskinne, hvis du gerne vil af med skinnen osv.

Vi tror på dig. Vi véd, at det er realistisk.

phhmw

Uanset, hvilken situation du befinder dig i, skal du aldrig give op. Aldrig.

Hilsen Peter