Hej der ude :-)
Jeg er socialrådgiverstuderende, og er på det sidste semester inden bacheloren!
Pt. er jeg i gang med fordybelsesperiode.
"Vælg selv hvad I vil fordybe jer i", var nærmest det eneste der blev sagt.
Opgaven går egentlig bare ud på at reflektere, og så fremlægge i 20 minutter for mine medstuderende om mine refleksioner, og min undren.
Mit fokus ligger på den nye førtidspensionsreform, da jeg bl.a. var i praktik i beskæftigelsesafsnittet, og lavede ressourceprofiler og havde samtaler. Men alt dette foregik i december 2012, så jeg har ikke kendskab til, hvordan det fungerer nu? Jeg har nogenlunde en idé om, hvordan arbejdet foregår fra sagsbehandlerens side, men jeg har ingen idé om, hvordan den enkelte borger oplever forløbet?
Min undren bunder i regeringens 2020-plan. For mig lyder det som om, at alle kan komme i et ressourceforløb, og derved på kort eller lang sigt komme i enten beskæftigelse eller under uddannelse. Dette er i hvert fald hovedformålet.
Det vigtigste tænker jeg, er da ikke målet, men selve processen dertil? Hvis man som sagsbehandler ikke anerkender den enkelte, og de problemer vedkommende har, hvordan skal personen så få lyst til at rykke sig (hvis muligt?), eller i det mindste bare anerkende og acceptere sig selv?
Jeg er bange for, at sagsbehandlerne føler et pres fra regeringens side efter den nye førtidspensionsreform, og tænker for meget på målet: ordinær beskæftigelse, istedet for at tænke på borgeren?
Jeg havde i går et telefon interview med en socialrådgiver som havde med rehabiliteringscenteret at gøre. Hun fortalte mig, at det var hendes opfattelse, at borgerne følte sig anerkendt, og de gav udtryk for, at de fik meget ud af det tværfaglige møde. Dette synes jeg lyder lidt for sukkersødt, så derfor vil jeg gerne høre historien fra din side, og dine tanker:
Føler/følte du dig anerkendt af din sagsbehandler, og hvordan føler/følte du, at processen vedr. det at søge om førtidspension forløber/forløb?
Rehabiliteringscenteret skal jo netop være med til at sikre helhedssynet, men ved borgeren bedst, eller gør sagsbehandlerne?
Reflekterende tanker fra Line
