[phhmw]

https://www.information.dk/debat/202...CUKU_c5jGOXdig

Kommunen ville overvåge min mand og mig hele natten under kontrolbesøg

Kommunen ville overvåge mig uafbrudt i to hele døgn, da de skulle vurdere mit behov for hjælp. Den såkaldte observation var en lang oplevelse af mistillid, afmagt og formynderi, at vores privatliv blev krænket, og at hjemmet blev ophævet, skriver invalidepensionist Anette Petersen i dette debatindlæg

Jeg blev invalideret som 36-årig i 1988 og kan ikke gå. Jeg færdes i elkørestol og kan kun bruge min ene hånd. Siden 1991 har kommunen bevilget mig tilskud til personlige hjælpere, som jeg selv ansætter. I alt 15 timer om ugen til praktiske opgaver i hjemmet og ledsagelse uden for hjemmet. Resten af tiden klarer min mand og jeg os selv.

Jeg har på egen krop mærket den indgribende og ydmygende overvågning fra kommunens side, som Jørgen Lenger fra Muskelsvindfonden beskrev den 25. oktober 2019 her i avisen. Min kommune kalder det ’observation’, og formålet er angiveligt at vurdere borgerens samlede behov for hjælp.

Kommunen iværksatte i oktober observation af mig/os, som opfølgning på min bevilling. Forinden fik jeg forelagt en samtykkeerklæring, som jeg underskrev af skræk for at blive erklæret ikkesamarbejdsvillig og i den tro, at det var min hjælper og mig, der skulle observeres.

Men kommunen ville ’observere’ mig ad to gange 24 timer. Det lykkedes os dog at få nedbragt det til to gange 13 timer, så min mand og jeg undgik at blive observeret hele natten.

Jeg troede også, at observationen kun gjaldt situationer, hvor jeg modtog hjælp, men alle aktiviteter blev noteret minut for minut. Det betød, at tilstedeværende hjælpere og pårørende også blev observeret. Det måtte de finde sig i, hvis de ville være i nærheden af en borger som mig.

Observationerne kom med i en rapport, og der kan man læse enhver detalje, helt ned til hvad vi fik at spise de pågældende to dage.

De to gange 13 timers observation var en lang oplevelse af afmagt og formynderi, at vores privatliv blev krænket, og at hjemmet blev ophævet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men det værste var mistroen over for alt det, jeg havde oplyst, da jeg gennem halvanden time var blevet udspurgt kort forinden, og alt det, der er blevet sagt og skrevet om mig og min sag i kommunalt regi gennem alle årene.

Som opklaring af en forbrydelse
Naturligvis skal kommunen have et grundlag for at vurdere behovet for den hjælp, der bevilges, herunder adgang til borgerens hjem. Men denne praksis med kortlægning af alle aktiviteter i husstanden gennem mange timer eller endda flere døgn er en nedværdigende indgriben i borgerens liv. Den blev udført med en grundighed, som skulle der opklares en forbrydelse.

Efter observationen skrev jeg i november til social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) og spurgte om hendes kendskab og holdning til den praksis, der udspiller sig i kommunerne. En måned efter fik jeg et svar fra ministeriet, hvor der blandt andet står:

»Det er (...) ikke muligt at angive, i hvilke situationer det er relevant at observere en borger i eget hjem med henblik på at belyse borgerens behov for hjælp. Kommunen bør imidlertid altid tilvejebringe nødvendige oplysninger på den mindst indgribende måde. Kan nødvendige oplysninger tilvejebringes på anden og mindre indgribende vis, bør observation i hjemmet derfor ikke anvendes. Ligeledes skal det understreges, at observation i hjemmet, såfremt den vurderes nødvendig, skal være så hensynsfuld og kortvarig som muligt med størst mulig respekt for borgeren og eventuelle pårørende.«

Skjult sparedagsorden
Senere i december kunne Altinget berette, at en række kommuner hyrer private firmaer til at udføre observation af borgere med funktionsnedsættelser, og som modtager såkaldt borgerstyret personlig assistance. Det viste sig også at være et privat firma, der havde observeret mig for kommunen. Opgaven for de private firmaer er at pege på besparelser – nogle bliver endda hyret med en aftale om, at de bliver aflønnet, alt efter hvor store besparelser de kan finde!

Det er i modstrid med de retningslinjer, jeg har fået oplyst fra ministeriet. Det er i modstrid med ethvert princip om åbenhed og gensidig tillid.

Det er også dyrt og forbundet med en masse bureaukrati, hvilket jo ellers skulle undgås, hører vi gang på gang.

Det er heller ikke noget kompliment til kommunernes medarbejdere og de afgørelser, de har truffet.

Lidt provokerende kunne jeg her foreslå, at den private observatør også bør observeres, så alt går rigtigt til – men hvem skal så kontrollere kontrolløren?

Kommunernes metode gør os borgere endnu mere bevidste om vores afhængighedssituation. Formålet med Servicelovens paragraf 96, som vi får hjælp efter, er ellers at »give borgere med omfattende funktionsnedsættelse mulighed for at leve så almindeligt og selvstændigt et liv som muligt«, som min kommune skriver.

Hvor er det skuffende endnu en gang at opleve, at den formelle begrundelse for et tiltag på handicapområdet i virkeligheden dækker over et ønske om at finde besparelser. Hvor er det trist, at tingene ikke bliver sagt ligeud. Jeg er rystet over, at mennesker bliver behandlet som genstande på den måde. Jeg synes, det er uværdigt, og at det bør forbydes.

Nu ser jeg frem til, at social- og indenrigsministeren den 23. januar skal i åbent samråd om sagen.

Anette Petersen, pensionist

Hilsen Peter