"Jeg har en rygsygdom som gør, at jeg desværre ikke længere kan være på arbejdsmarkedet". Så er der som regel ro, med mindre spørgeren er empatisk nok til at spørge til, hvad det er for noget og hvordan jeg så faktisk har det... Tit spørger de, hvad jeg har lavet før, og så får vi en god snak om arbejde. Om jeg er sygemeldt, på fp eller hvad er jo fløjtende ligegyldigt. Og jeg mener at begrebet førtidspensionist henviser til, hvordan min status i samfundet er og hvordan jeg bliver forsørget (hvilket mit pensionsselskab faktisk sørger for), og det rager ikke nogen andre end mig. Hvis folk spørger hvad man så lever af, kunne man jo overveje at stille et modspørgsmål: "og hvad får du så i løn..."
Ja, mødre... det kan godt være svært. Min mor gik indtil for ½ år siden i konkurrence hver gang der var noget med mig - det gælder jo om at få det værst hurtigst muligt, så man kan få den støtte man synes, man fortjener... Ikke så meget som en banal forkølelse har jeg kunnet have i fred uden at hun næsten var ved at dø af bihulebetændelse... Efter et opgør, mens jeg var på monster meget morfin (joh, det blev højlydt
), gik hun ind på nettet for at læse om den diagnose (modic), som jeg havde fået 2 år tidligere. Og så skal jeg ellers love for at hun har oppet sig! Der er ikke mere klynkeri og jamren fra hendes side. Hun har endelig forstået, at det faktisk er meget smertefuldt for mig - hendes eneste nulevende barn - og hun støtter mig. Dejligt, men hold da fast hvor tog det mange år. Nu kan vi snakke balanceret om, når hun er syg, og jeg kan have det som jeg nu har det, uden at hun skynder sig at få det værre....