|
Min lidenskab er også hunde, så jeg ved helt, hvor du kommer fra.
Jeg gør det en gang i mellem, at jeg spenderer en hel dag udenfor med alt for meget ståen og gåen.
Det er et tilvalg af livskvalitet, og ser man isoleret på den ene dag, jeg gør det, så ser det ganske givet ud som om, jeg sagtens kan klare et 37 timers job.
Men man ser ikke hvad det kræves for at restituere sig. Det ses ikke, hvor store mængder smertestillende, det har krævet, og for mit vedkommende ses det ikke, at jeg har måtte spise medicin for at stoppe min mave (jeg har tarmsygdom).
Jeg insisterer på at gøre de ting en gang i mellem. Og når jeg har gjort det, har jeg ikke overskud til andet.
Min sagsbehandler sagde faktisk til mig i forbindelse med en arbejdsprøvning, at jeg skulle stoppe med at komme til hundetræning (jeg træner ikke selv hund, men er træner, så jeg har 1½ times forpligtelse stående om ugen), fordi jeg skulle omsætte mit fritidsliv til et arbejdsliv.
Så tænker jeg - er det sådan, at fordi man er syg, så må man ikke have et fritidsliv, selvom dem, der arbejder rent faktisk kan have et fritidsliv, der er langt mere omfattende end det, jeg er i stand til at have?
|