[phhmw]

https://www.information.dk/debat/202...paign=skribent

Definitivt afgåede danske statsministre har næsten altid overholdt den uskrevne regel ikke at angribe efterfølgeren. Det går også den anden vej. End ikke Fogh Rasmussen (V) er af senere kolleger personligt bebrejdet de kreative ulykker, han udløste over Skattevæsenet. Eller Lars Løkke Rasmussen (V) hans småfnidrede undergravning af embedets værdighed.

Afgåede statsministre tager gerne fat på andet end landspolitik.

Løkke Rasmussens nylige udmeldinger om kursen i coronapolitikken er bemærkelsesværdige: » … det er en forkert retning, nu er jeg ikke i tvivl«, skrev han i B.T. og forklarede, hvor lidt i tvivl han var.

Løkke angriber regeringen i en ekstremt vanskelig situation.

Mens lokummet stadig står i lys lue, afstiver en fravalgt regeringschef med skingre krav om en diametralt modsat politik sin egen forfængelighed, men skader landet.

Løkke kan som glad amatør i denne sag ingen sagligt funderet anelse have om konsekvenserne af den valgte kurs endsige af hans egne skråsikre krav.

Foruden dynger af sammenbragt ekspertviden bærer krisen selvsagt over visse stræk præg af eksperimentarium, hvilket næppe kan være anderledes midt i kampen mod en pandemi, hvis væsen og varighed fortsat står hen i det uvisse.

Løkke Rasmussens udsagn røber ingen påfaldende, hidtil ukendt indsigt. Han kan således, akkurat som dronningen bedrev om klimaet, udtrykke følelser og fornemmelser, men det bliver hverken Majestætens eller Løkkes udsagn mere forstandige af. At betvivle solidt funderet ekspertviden om vilkårene ved smittens kommende adfærd, eller at klimakrisen er menneskeskabt, svarer til at ringeagte sagkundskabens advarsel mod cigaretrygning, hvilket snarere karakteriserer den tvivlendes dømmekraft.

En gammel general
Løkke angreb i B.T. ikke kun regering og Sundhedsstyrelse for at handle socialdemokratisk, han underløb Venstre og Venstres formand.

Flere borgerlige partier ønsker godt nok i overensstemmelse med Løkke at skubbe frisøren og bartenderen forrest i samfundsåbningen før de små børn.

Men i det store og hele har der trods partiernes murren været enighed om de store linjer – på ganske vist knubbede betingelser for genåbningsplanerne. Flertallet synes ellers at have accepteret grundlæggende forudsætninger og dispositioner. Hvis altså coronaen hummer sig. Og det ved jo ingen.

Politikerne har trods nu let pirreligt tonefald godkendt Mette Frederiksens håndtering af krisen og derved styrket det folkelige beredskab.

Løkke har utvivlsomt vakt irritation, men Mette Frederiksen kan personligt være ligeglad. Herregud, er der noget mere patetisk end en gammel general, der forlanger krigen udkæmpet som et ekko af den pensioneredes mavepine?

Så er der selvfølgelig dem, der pønser på at returnere til slagmarken.

Rasmussens undsigelse af fjende som ven kan sigte på magtkampen i V og egen position. Man skal ikke forsværge noget, når Løkke Rasmussen ryster manken, hvis man ellers kan se dét for sig.

En afsprittet stinker

Hilsen Peter