[Andersine85]

Vejledningen til retssikkerhedsloven siger sådan:
29.
Der er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er kommunalbestyrelsen, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan kommunens administration bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter.




Borgerens eget ansvar

30.
Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.




God dialog øger forståelsen

31.
Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørelsen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede og dokumenterede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed. (Se punkt 509 om notatpligten efter § 6 i offentlighedsloven)



Så jo, loven vil faktisk være opfyldt i det eksempel Ricky giver... Men det er altså voldsomt dårlig stil af sagsbehandleren!
Altså, hvad kan der lige gå af os, ved at lade borgeren selv vælge een de er tryg ved? Den eneste gang jeg har sagt nej til en læge som borgeren ønskede, var, da jeg havde brug for en second opinion, og derfor ikke ville bede om en speciallægeerklæring fra borgerens egen psykiater.

De fleste gange oplever jeg nu faktisk, at borgeren ikke selv har nogen ønsker eller ideer og så finder jeg jo bare selv en læge frem!