|
Jeg kan kun alt for godt genkende det.
Jeg er SÅ træt af at skulle fortælle, hvorfor jeg ikke arbejder, og at jeg lige nu står i ingenmandsland og ikke ved noget som helst om min fremtid. Om kommunen tror på mig, når jeg kun kunne møde op 7 ud af 19 dage til afklaring, om der i det hele taget ér nogen der tror på mig.
For nej du kan ikke se jeg fejler noget, men dem derude ser mig jo for det meste også kun på en god dag, for de dårlige der er jeg for mig selv derhjemme.
Det værste er at min egen mor ikke kan eller vil forstå at jeg ingen kræfter har og ikke gider spilde min tid på alle hendes negative indstillinger til livet.
Jeg synes også det kan være svært at skulle forklarer andre, der virkelig gerne vil vide hvordan jeg har det, hvordan jeg har det, jeg har svært ved at sætte ord på, netop fordi når det er noget de ikke kender i forvejen, som feks. et brækket ben, ja så har jeg bare svært ved at hidse mig op til at skulle sætte ord på, for jeg er så træt....
|