Citat:
Oprindeligt indsendt af kandelsdorff
at jeg er syg og det aldrig blir bedre eller går over.
jeg er træt af folk der tror at når man har fortalt den en gang at man er varrigt syg, at man ugen efter mirakuløst er blevet rask.
men jeg kan godt se det fra deres synspunkter, det eneste der afslører mig er min langsomme skæve gang, og halten når det er værst. men stik hovedet inden for i mit liv bare en enkelt dag, så kan de se at det ikke bare er det jeg døjer med.
jeg har da overvejet at holde det for mig selv, men problemet opstår igen når folk spør hvad man arbejder med eller er uddannet som. og det er sku svært at undgå netop de spørgsmål. hvad siger i andre??
er i bundløst ærlige eller pakker i det ind eller afviser?
man blir mødt med ligegyldighed og mistro alle vejne. det i sig selv er totalt opslidende. oven i det kommer alle de fysiske og psygiske ting (tror da nok at kognitive ting går ind under psyken, men ret mig gerne hvis jeg tager fejl)
jeg er træt af folk der ikke mener jeg er syg nok, bare fordi jeg har 3 børn på 6,1.5 og 2.5 år. (tro mig alle de løft jeg har om dagen, de sender mig ofte til tælling i sengene ller på sofaen- men folk ser det jo ikke når man lukker ned for gardinet og ligger sig ind under dynen for at tackle smerterne.
jeg håber at i andre har lettere ved at forklare andre folk, at smerter ikke altid er synlige
lige lidt hverdags galle fra mig- håber i bærer over
|
jeg kan godt bidrage med hvad jeg gør, når der bliver spurt ind til mig og mit..
så fortæller jeg, jeg er førtidspensionist. men forsætter så med at sige .. MEN JEG GÅR IKKE SÅ HØJT OP I TITLER.. bare at du siger det. så giver det et smil på modtageren og de begynder at tale om titler i stedet for. undskyldende.
nu har jeg prøvet det flere gange. men er også selv vaks på tungebåndet hvis personen bliver belastende..