Razmo

Ja jeg er ikke førtidspensionist endnu... men jeg kan svare på alle spørgsmålene aligevel, da jeg regner med at være det inden årsskiftet (7-9-13).

1. Jeg er 38 år gammel, og mand. Håber bestemt på stadig at være 38 år når førtidspensionen bliver tilkendt (7-9-13).

Hovedårsagen vil være at det er urealistisk at jeg kan indplaceres på arbejdsmarkedet, og aldrig har kunnet ifølge læge, psykolog og psykiater. Er diagnosticeret med Social Fobi, Middelsvære depressioner og Asperger Syndrom. Årsagen til at sagen er startet op er at jeg selv bankede i bordet efter 21 år i kontanthjælpssystemet, og aldrig har haft et arbejde.

2. Jeg kan ikke forklare hvordan jeg har det EFTER en førtidspensionstilkendelse, da den ikke er afgjort endnu, men jeg VED hvilken effekt det vil få på mig og mit liv.

Det vil blive en lettelse af dimensioner! ... fri for at skulle leve op til at være noget jeg ikke er, fri for at skulle have flere sociale nederlag i alskens forskellige aktiverings og job tiltag, fri for at blive set ned på som en doven nasserøv, få en økonomi der er til at leve for, chancen for at kæmpe med min angst og depression i fred og ro, chancen for at være noget mere for mine to drenge med Tourette Syndrom og hjælpe dem i stedet for altid at være drænet for energi og med kort lunte... kort sagt: Det vil gøre det muligt at få et værdigt liv hvor jeg kan leve i harmoni med mine begrænsninger.


3. Nej jeg har aldrig haft et arbejde... eller rettere jo, jeg har haft tre der varede henholdsvis 1 dag, 1 uge og 1 måned... At have arbejdet betød angst og en følelse af at "stå udenfor det sociale på arbejdspladsen". Det gav en følelse af ikke at slå til og at være "anderledes".

Jeg ville ikke føle mig mere isoleret af intet arbejde at have, da jeg aldrig har haft et arbejde. Men det at være fri for at være social når jeg ikke magter/ønsker det er mig en meget tiltrængt tanke... kald det blot isolation, jeg kalder det frihed til at beskytte mig selv.

For at undgå isolation... altså det sociale behov vi alle har (også selv om man lider af social fobi) har jeg min familie og udvalgte venner... Ellers benytter jeg mig af internettet hvor jeg deltager i debatter og fora.

Jeg har fundet et virtuelt netværk via ligesindede på fora her på nettet... enkelte har jeg enda besøgt og en kæreste er det enda også blevet til så ja... min sociale situation (som på sigt fører til førtidspension) har ledet mig til et større netværk, men blandt ligesindede. Det har jeg det fint med.

4. Den debat er hul i hovedet så længe vi taler om stramninger. Vi har et tilkendelsessystem der er SÅ SVÆRT overhovedet at komme igennem, ud over at det også virker inhumant, nedslidende og krænkende.

Har man klaret dette "nåløje" er man helt sikkert berettiget til en førtidspension med bravør da man på det nærmeste skal stå med det ene ben i graven for at få den, så at man skal rende rundt med tanker i baghovedet om at skulle hele den gang umenneskelighed igennem hvert 4-5 år er rent ud sagt noget svineri, og psykisk tortur af mennesker der har brug for FRED OG RO!

Debattens argumenter FOR midlertidigt tilkendelse kører på de samme tangenter som Claus Hjort Frederiksen altid kører på; nemlig MISTRO. Alle hans tiltag bygger på en formodning om, at er man på en overførselsindkomst så er man pr. definition en af dem der kun vil snyde sig til et mageligt liv uden arbejde, og skal enten testes eller sanktioneres i hoved og røv for at bevise man ikke er "skyldig".

Det føles som om man bliver set som kriminel ind til det modsatte er bevist! ... der findes ingen tiltro til at folk har en arbejdsmoral selv om man er på overførselsindkomst, og sagtens selv kan tage ansvar for at komme tilbage på arbejdsmarkedet hvis det en dag bliver muligt.

Tilkendelse af midlertidig førtidspension vil i de fleste tilfælde kun skabe yderligere stress og depression samt uro for rigtig mange førtidspensionister. Mennesker der er så syge at de får tilkendt en førtidspension kæmper i døgndrift med deres sygdomme, og skal ikke lægges til last for yderligere stressfaktorer... bliver nogen på sigt så raske at de kan arbejde, så bør samfundet og systemet have så megen tiltro til disse mennesker, at de selv kan få lov til at træde ind igen på deres egne præmisser og hastighed der passer til deres helbred.

I mit eget tilfælde ville en tanke om genvurdering blot betyde at der sker det samme fortsat som der har fundet sted de sidste mange år... nemlig at jeg går 100% helt i stå... tankerne om "hvad skal der nu ske!?" dræner alt energi ud af kroppen og jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst... ikke engang min hobby som musiker kan jeg fastholde... jeg har brug for FRED, og at vide det er MIG der sætter dagsordenen i fremtiden, ikke en flok kassetænkende sagsbehandlere og afdelingschefer...

5. Lovgivningen fungerer kun i teorien, men ikke i praksis fordi kommunerne bøjer den til deres kasse-fordel. Hvis lovgivningen som den er i dag blev fulgt, og udnyttet til at hjælpe maksimalt muligt, så ville den muligvis kunne fungere, men når man har en Beskæftigelsesminister der ikke holder kommunerne i ørerne selv om han kender til problemerne, så virker den mere ødelæggende end hjælpende, som vel i reglen er det der var meningen med den.

Der mangler mere retsikkerhed for borgeren, så man kan sætte en stopklods på, når systemet presser en til helbredsforværende afklaring. Ligeledes savnes der retsikkerhed for rimeligt hurtige afklaringer... det er ikke rimeligt at det skal tage mellem 5-10-20 år at blive afklaret.

Syge afklaring handler slet ikke om tilknytning til arbejdsmarkedet! ... det handler om afklaring af ens sygdom og evt. genoptræning og revalidering. Arbejdsmarkedsrelationer er noget man bør kigge på NÅR den syge er blevet afklaret, og IKKE imens man afklares!