Man kan nemt blive opfattet som egoistisk, når man prøver at passe på sig selv. Jeg kan ikke forstå, at egoisme er en negativ egenskab. Selvfølgelig, hvis det er overdrevet, ja. Men almindelig egoisme, såsom at melde fra til noget, som man ikke magter, opfatter jeg ikke som egoisme, men som omsorg for sig selv. Og hellere have en lille men omsorgsfuld familie end en stor og……ja!
Berøringsangst…ja, det er det, det hedder! Det er et godt ord, og det beskriver perfekt det, der sker. Måske er det nemmere at slå andre menneskers sygdom m.m. hen som værende en detalje, man ikke snakker om, end at forholde sig til personen med alt, hvad det indebærer. Det kræver en indsats :|
Hvis det så tilmed er en sygdom/lidelse/handicap, som ikke kan ses, er det endnu sværere. Det er nu en gang nemmere at forholde sig til noget, der kan ses. Jeg har et eksempel, der viser, hvad jeg mener. Jeg har en bekendt, som pga. rygmarvsbrok er lam i begge ben, men fejler i øvrigt ikke noget. Hun kommer frem ved hjælp af krykker, og det går fint. Hun bliver automatisk mødt med hjælpsomhed, fordi hun ikke kan både gå med krykker og køre en indkøbsvogn samtidigt. Ok, benene virker ikke – ”øh, har du brug for hjælp?”
En anden bekendt, som er psykotisk og skizofren bliver mødt med nedladenhed, mærkelige blikke og hånende kommentarer, fordi hun til tider siger underlige lyde og nogle gange græder, når hun bliver angst. Hun bliver psykotisk og dermed angst af at gå med en indkøbsvogn. Men hun bliver behandlet som en spedalsk :@
Men ud fra, hvad du skriver Ida, er det da absolut tænkeligt, at jeg tager fejl i min ”ønsketænkning”, ved det ikke, men jeg kom til at tænke på …jeg har også været ude for den der med, at jeg er smådum. Jeg havde skrevet et brev til min sagsbehandler og sagligt argumenteret for, at jeg ikke skulle i aktivering, men fortsætte det forløb, jeg var i gang med på socialpsykiatrisk center.
Konen ringede så til min kontaktperson og spurgte ind til nogle ting, men min kontaktperson som ikke vidste noget om brevet, kunne kun sige, at det skulle hun spørge mig om, da det var mig, der havde skrevet brevet. Svaret var så ”hold da op – det er godt nok flot!”, hvad hun også fortalte mig senere.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg blev skidesur den dag. Det var ligesom at rose en 5-årig for at kunne farve næsten inden for stregerne, ikke? I dag kan jeg heldigvis grine af hendes dumhed.
Jeg tror, at foruden berøringsangst og mangel på rummelighed, handler den manglende accept for både psykiske og fysiske sygdomme mangel på viden. Heldigvis findes disse begreber på k10.
Men Ida, tag mig det ikke ilde op, please. Den sagsbehandler du omtaler har lige givet mig en aha-oplevelse. Ud fra hendes begrebsverden, kan jeg konstatere, at intelligensen sidder i benene. Så tror pokker, jeg har ondt i knæene. Jeg var jo smådum og troede, at det var fordi jeg tiltede pga glat føre
Krammere hele raden rundt
