K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg - Hvorfor jeg overvejer selvmord som løsning

heiditogjoey · 15-04-2011, 09:43

Jeg tror der er mange der har oplevet, at hele rumleturen gennem det offentlige system har gjort en endnu dårlige rent psykisk og jeg tror også der er flere end man tror der har haft selvmord i tankerne- for nogle kampe bliver simpelthen bare for svære og kommer for tæt på og så virker det lettere bare at overgi´sig..

Jeg kommer selv fra en arbejdsplads hvor jeg blev ydmyget og nedgjort af en kollega og en chef.. Derudover har jeg mange andre alvorlige sygdomme at slås med..

Jeg har selv tendens til depressioner ( især vinter) men jeg fik også først den der total lyst til selvmord efter at have været igennem det ******* med dagpenge, sygedagpenge, sagsbehandlerskift, afvisninger mv. Fik dog endelig en sagsbehandler der tog mig alvorlig og straks fik gennemtrumfet min pension.. Men jeg er på en aller anden måde usikker på om man får lov at beholde den, for har altid været vant til at nogen nok skulle få mig ned med nakken..

For hver gang jeg har skulle fortælle om mig fra A til Å bliver det sværre og sværre og desværre ikke lettere som jeg havde troet..

Man har ret til at være alene når man føler for det.. Man skal nok selv mærke efter når man har brug for at menge sig igen.. Desuden kan man ikke forvente at folk der er blevet så " traumatiseret" kan være sammen med hvem som helst-for man har større tendens til associere de mennesker omkring en med tidligere oplevelse. ( sådan har jeg det da).. og istedet for at snakke med vil jeg hellere bare være mig selv...

Ved ikke hvor meget af det jeg skriver hjælper... Men kan faktisk godt sætte mig ind i din situation.. Jeg har ansvar for to små unger og jeg ville ikke kunne bære at skulle indlægges på psyk.. desuden ville det være hårdt for min mand at skulle klare altsammen derhjemme selv.. Istedet har jeg gjort noget, som jeg aldrig nogen sinde ville ha troet jeg kunne finde på. har snittet mig i armen to gange nu når jeg er nået bunden.. og jeg fatter ikke hvordan jeg kan gøre det, for jeg hader smerte og blod, men det var som om min smerte indeni var meget værre end den jeg påførte mig selv.. Det var som om det ik engang var mig der gjorde det.. bagefter tænker jeg- hvad sku det gøre godt for.. det hjælper jo ik noget... det løser jo ingen ting... så nu når jeg når bunden går jeg mig en laaaaaaaaaaang tur istedet- så jeg ikke gør det nummer igen..

Nå nu kom det her vist til at handle lidt mere om mig end dig sorry !!!

15-04-2011, 09:43	#23
heiditogjoey Ved at vænne sig til K10 Tilmeldingsdato: 01-02 2011 Lokation: næstved Indlæg: 12 Styrke: 14	Jeg tror der er mange der har oplevet, at hele rumleturen gennem det offentlige system har gjort en endnu dårlige rent psykisk og jeg tror også der er flere end man tror der har haft selvmord i tankerne- for nogle kampe bliver simpelthen bare for svære og kommer for tæt på og så virker det lettere bare at overgi´sig.. Jeg kommer selv fra en arbejdsplads hvor jeg blev ydmyget og nedgjort af en kollega og en chef.. Derudover har jeg mange andre alvorlige sygdomme at slås med.. Jeg har selv tendens til depressioner ( især vinter) men jeg fik også først den der total lyst til selvmord efter at have været igennem det ******* med dagpenge, sygedagpenge, sagsbehandlerskift, afvisninger mv. Fik dog endelig en sagsbehandler der tog mig alvorlig og straks fik gennemtrumfet min pension.. Men jeg er på en aller anden måde usikker på om man får lov at beholde den, for har altid været vant til at nogen nok skulle få mig ned med nakken.. For hver gang jeg har skulle fortælle om mig fra A til Å bliver det sværre og sværre og desværre ikke lettere som jeg havde troet.. Man har ret til at være alene når man føler for det.. Man skal nok selv mærke efter når man har brug for at menge sig igen.. Desuden kan man ikke forvente at folk der er blevet så " traumatiseret" kan være sammen med hvem som helst-for man har større tendens til associere de mennesker omkring en med tidligere oplevelse. ( sådan har jeg det da).. og istedet for at snakke med vil jeg hellere bare være mig selv... Ved ikke hvor meget af det jeg skriver hjælper... Men kan faktisk godt sætte mig ind i din situation.. Jeg har ansvar for to små unger og jeg ville ikke kunne bære at skulle indlægges på psyk.. desuden ville det være hårdt for min mand at skulle klare altsammen derhjemme selv.. Istedet har jeg gjort noget, som jeg aldrig nogen sinde ville ha troet jeg kunne finde på. har snittet mig i armen to gange nu når jeg er nået bunden.. og jeg fatter ikke hvordan jeg kan gøre det, for jeg hader smerte og blod, men det var som om min smerte indeni var meget værre end den jeg påførte mig selv.. Det var som om det ik engang var mig der gjorde det.. bagefter tænker jeg- hvad sku det gøre godt for.. det hjælper jo ik noget... det løser jo ingen ting... så nu når jeg når bunden går jeg mig en laaaaaaaaaaang tur istedet- så jeg ikke gør det nummer igen.. Nå nu kom det her vist til at handle lidt mere om mig end dig sorry !!!